Budapests grønne borgmester er klar til at fravriste Orbán magten

Kampen om magten i Ungarn tegner allerede nu til at blive særdeles hård.

Budapests borgmester, Gergely Karacsony, har for alvor sparket gang i den ungarske valgkamp, efter at han har meddelt, at han går efter at blive landets næste premierminister. (Foto: BERNADETT SZABO © Scanpix)

Ungarn er ved at flække midtover efter mere end et årti med premierminister Viktor Orbán ved magten. Derfor er der brug for, at ungarerne får sig en helt ny leder, som kan samle landet og udglatte de interne stridigheder, når der om et år er parlamentsvalg i landet.

Det var budskabet fra den fremtrædende ungarske oppositionspolitiker Gergely Karácsony, da han lørdag formiddag gik live på sin facebookside og annoncerede, at han nu selv går efter at vippe Viktor Orbán og hans nationalkonservative Fidesz-parti af pinden næste år.

- Jeg har taget den her beslutning, fordi jeg føler, at mit hjemland har store problemer, lød det ifølge nyhedsbureauet AP fra den 45-årige sociologiuddannede politiker, som i de senere år har gjort sig bemærket i det centraleuropæiske EU-land.

Gergely Karácsony står i spidsen for det grønne venstrefløjsparti Dialog for Ungarn, som i dag har fem pladser i parlamentet. Og for halvandet år siden vandt han noget overraskende borgmesterposten i hovedstaden, Budapest, for næsen af Fidesz’ egen kandidat.

Nu håber han, at han kan gentage succesen og udmanøvrere Viktor Orbán, der ellers har siddet særdeles tungt på magten i Ungarn i de seneste elleve år - og som gentagne gange har lagt sig ud med flere af de andre EU-lande, fordi han ifølge kritikere ser stort på de demokratiske spilleregler, ikke mindst retsstatsprincipperne, og indskrænker mediernes frihed.

- Mit mål er at genforene Ungarn, understregede Gergely Karácsony i sin kampagnevideo.

Viktor Orbán - her sammen med kommissionsformand Ursula von der Leyen - har flere gange gjort sig upopulær blandt de andre medlemslandene på grund af sit syn på retsstaten. (Foto: François Lenoir © Scanpix)

Flere faldgruber på vejen

Viktor Orbán og Fidesz har vundet de seneste tre parlamentsvalg i Ungarn.

Men ifølge Vibe Termansen, der er senioranalytiker ved Demokrati i Europa (DEO) og forfatter til bogen 'Kampen om Centraleuropa', er Gergely Karácsony "ikke noget dumt bud" på en oppositionskandidat, som kan tage kampen op med den nuværende premierminister.

Budapest-borgmesteren har blandt andet slået sig op på, at han vil bekæmpe den korruption, som lige nu præger landet, og føre en skrappere linje over for de rige oligarker, der har nydt godt af deres venskaber med Fidesz-regeringen. Derudover har han arbejdet for at fremme demokratiet og retsstaten.

- Men om det er nok til at vinde valget, er for tidligt at sige, for Orbán har længe siddet tungt på magten. Og han har gjort meget for at sikre sig vind i sejlene inden valget næste år, siger Vibe Termansen og peger på flere faldgruber, som Gergely Karácsony skal forsøge at undvige i den kommende tid.

For det første skal han sikre sig opbakning fra de fem andre oppositionspartier, som Dialog for Ungarn har valgt at danne politisk fællesfront med.

Alliancen faldt på plads kort før jul sidste år, hvor partierne – der blandt andet også tæller det liberale Momentum-parti, socialistpartiet samt det stærkt højreorienterede parti Jobbik – besluttede at se bort fra deres politiske uenigheder og stille op med én fælles premierministerkandidat i stedet for seks forskellige.

- Det er en koalition af alle de partier, der er imod Fidesz. De har indset, at de må stå sammen, hvis de skal have en chance for at vippe Orbán af pinden. Og det er indtil videre lykkedes dem at lægge de interne uenigheder på hylden, fortæller Vibe Termansen.

Derfor skaber Ungarns premierminister, Viktor Orban, så stor debat i Bruxelles:

Svært at vinde

Da Gergely Karácsony vandt borgmesterposten, skete det som en del af en lignende alliance.

Nu skal de seks partier finde deres fælleskandidat ved et primærvalg i løbet af efteråret, og der er allerede to andre politikere, som har spillet sig selv på banen. Men Gergely Karácsony er på nuværende tidspunkt den mest fremtrædende af de tre.

Derudover har Fidesz ændret det ungarske valgsystem, hvilket betyder, at oppositionen i givet fald skal vinde med op mod 3,5 procent af stemmerne, før der kan ske et magtskifte i landet.

Og det er heller ikke sikkert, at oppositionspartierne får en fair behandling under valgkampen, vurderer Vibe Termansen. Efter det seneste parlamentsvalg i 2018 lød det fra sikkerhedsorganisationen OSCE, at valgkampen havde været præget af "truende og fremmedfjendsk retorik, farvet mediedækning og uigennemsigtig kampagnefinansiering".

- Fidesz’ oligark-venner sidder tungt på medierne i Ungarn, så der er nærmest ikke nogen frie medier tilbage. De sidder samtidig tungt på blandt andet domstolene og statsinstitutionerne, og det vil gøre det langt sværere for folk udefra at vinde.

Gergely Karácsony har siddet i det ungarske parlament fra 2010 til 2014 og været borgmester i byen Zugló. (Foto: BERNADETT SZABO © Scanpix)

Orbán tager truslen alvorlig

Derudover er et år som bekendt lang tid i politik, og der kan nå at ske mange uforudsete ting inden parlamentsvalget. Ikke mindst når det drejer sig om en alliance af seks forskellige partier, der rent politisk står vidt forskellige steder, og som kun har modstanden mod Fidesz tilfælles.

Men noget tyder ifølge Vibe Termansen på, at den ungarske premierminister er begyndt at tage udfordringen fra oppositionspartierne alvorligt.

- Ifølge de seneste meningsmålinger står Fidesz lige nu til at få 40 procent af stemmerne, mens de seks partier samlet står til at få 36 procent. De skal dog tages med et gran salt, for meningsmålingsinstitutter er som alt andet i Ungarn politiske. Men det virker til, at Orbán tager truslen seriøst, siger hun og fortsætter:

- Han er i hvert fald begyndt at bytte ledelsen i blandt andet statsuniversiteterne og atomenergiagenturet ud med fonde, hvis medlemmer er hans venner og allierede. Så selv hvis han skulle tabe magten, vil hans venner stadigvæk sidde der, siger Vibe Termansen.

Det ungarske parlamentsvalg finder sted i foråret 2022.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk