Burma skifter navn igen igen

Militærstyret i diktaturstaten Burma har endnu en gang ændret landets navn. Nu hedder det Myanmar Unionens Republik.

Myanmar Unionens Republik, som diktaturstaten nu hedder, ligger klemt inde mellem Bangladesh, Indien, Kina, Laos og Thailand. (© DR)

Militærstyret i diktaturstaten Burma har pludseligt ændret landets navn.

Det sker kort før, at landet holder parlamentsvalg den 7. november - det første valg i 20 år.

Tidligere har landet officielt heddet Myanmar eller Myanmar Unionen, men nu hedder det Myanmar Unionens Republik, skriver de statslige medier.

Samtidig har styret besluttet, at landets flag og nationalmelodi skal ændres. Ændringerne blev allerede nævnt i en ny forfatning, der blev fremlagt i 2008, men styret sagde ikke noget om, hvornår ændringerne skulle træde i kraft.

Militæret tog magten i det daværende Burma i 1962. I 1989 ændrede styret landets engelske navn Burma til Myanmar.

Facebook
Twitter