Bush-kritik af Trump vækker opmærksomhed hos skeptiske republikanere

George W. Bush fremstår nærmest som en moderat republikaner i forhold til Trump, siger USA-ekspert.

George W. Bush kom med sin kritik under en af sine sjældne offentlige taler, der blev holdt torsdag i New York. (Foto: Brendan MCDermid © Scanpix)

Det kom nok ikke som den store overraskelse for de republikanske vælgere, at Barack Obama i går kritiserede sin efterfølger på præsidentposten, republikaneren Donald Trump, for at skabe splid i USA.

Kritikken er et reelt udtryk for, at udviklingen i hele USA og i hans eget parti bekymrer ham

Anders Agner Pedersen, redaktør på Kongressen.com

Barack Obama er demokrat, og Donald Trump har gjort en dyd ud af at afmontere sin forgængers politik, siden han flyttede ind i Det Hvide Hus i begyndelsen af året.

Men der blev til gengæld spidset ører, da ekspræsident George W. Bush, som kommer fra samme parti som Donald Trump, kom med en tilsvarende kritik af amerikanernes nuværende præsident.

Det siger Anders Agner Pedersen, som er redaktør på netmediet Kongressen.com, der har specialiseret sig i amerikansk politik.

- Vi ved godt, at George W. Bush og resten af familien ikke er glad for Donald Trump. Men kritikken er et reelt udtryk for, at udviklingen i hele USA og i hans eget parti bekymrer ham. Ellers havde han ikke sagt noget, siger Anders Agner Pedersen.

- Det er noget, der vil blive lagt mærke til.

De skeptiske republikanere

Hverken George W. Bush eller Barack Obama nævnte Donald Trump ved navn i deres respektive taler. Men hovedpersonen af deres kritik var ikke til at tage fejl af, siger Anders Agner Pedersen.

George W. Bush, som var præsident var 2001 til 2009, pegede på, at det amerikanske politiske system blevet ”mere sårbart over for konspirationsteorier og deciderede løgne”.

Den eneste måde, man kan gøre plads til medborgerlige værdier, er ved først at leve op til dem

George W. Bush, forhenværende præsident i USA

Derudover præger ”mobning og fordomme i det offentlige liv” hele USA, og det er med til ”at blåstemple grusomheder og intolerance”.

- Den eneste måde, man kan gøre plads til medborgerlige værdier, er ved først at leve op til dem, sagde ekspræsidenten og understregede, at amerikanerne ikke må glemme ”de dynamiske effekter, som indvandring har haft på USA”.

Donald Trump har netop ført en hård kurs over for udlændinge, heriblandt mexicanere, som han har kaldt ”voldtægtsforbrydere og kriminelle”. Og han har flere gange beskyldt medierne for at sprede løgne om ham.

Ifølge Anders Agner Pedersen er det især de mere traditionelle republikanere, som har fået sværere og sværere ved at genkende sig selv i deres parti, der vil bide mærke i kritikken fra George W. Bush.

Bush fremstår moderat

- Det er folk, som måske ikke kan lide Donald Trump, men som lod tvivlen komme ham til gode, da de skulle stemme ved præsidentvalget sidste år. Når en mand som George W. Bush nu siger, at det hele kører skævt, så vil de måske ikke lade tvivlen komme Trump til gode næste gang, siger Anders Agner Pedersen.

Når en mand som George W. Bush nu siger, at det hele kører skævt, så vil de måske ikke lade tvivlen komme Trump til gode næste gang.

Anders Agner Pedersen, redaktør på Kongressen.com

Han understreger, at George W. Bush har holdt sig forholdsvis tavs, siden han trådte tilbage.

- Bush har nærmest levet i politisk eksil siden 2009, og derfor får han meget opmærksomhed, når han ytrer sig, siger Anders Agner Pedersen og fortsætter:

- Derudover må man ikke glemme, at han ikke selv var nogen moderat, midtsøgende præsident. Den neokonservative linje, han repræsenterede, relativt langt ude på den republikanske skala. Men nu fremstår han nærmest som en midtsøgende statsmand i forhold til Trump.

Barack Obama kom med sin kritik under et vælgermøde for Det Demokratiske Partis kandidater til guvernørvalget 7. november.

- Vi troede egentlig, at noget af den politik, vi oplever nu, var lagt til ro. Det er som at skue 50 år tilbage, folkens, lød det blandt andet fra den tidligere præsident, som selv har forholdt sig relativt tavs siden januar i år.

Fællesnævneren for både Bush’ og Obamas kritik er, at de ikke mener, at Trump er sit præsidentielle ansvar bevidst.

Anders Agner Pedersen, redaktør på Kongressen.com

Fællesnævner i kritik

Ifølge Anders Agner Pedersen forsøgte Barack Obama at sætte lighedstegn mellem Donald Trump og hele Det Republikanske Parti for at skade hele partiet frem mod midtvejsvalget næste år samt de kommende guvernørvalg.

Og selvom hans kritik ifølge Anders Agner Pedersen nok vil blive taget mindre tungt af mange republikanere, så er den alligevel alvorlig.

- Fællesnævneren for både Bush’ og Obamas kritik er, at de ikke mener, at Trump er sit præsidentielle ansvar bevidst, siger han og fortsætter:

- At de hver især er bekymrede for den generelle udvikling i USA, hvor det hele bliver mere polariseret, og hvor debatten bliver mere og mere skinger.