Byldepest i Mongoliet - turister i karantæne

To lokale døde af sygdommen, efter de spiste råt kød fra et murmeldyr.

Byen Bayan Olgii i Mongoliet, hvor et par døde af byldepest. (Foto: Byambasuren Byamba-Ochir © Scanpix)

Den Sorte Død er ikke kun noget, man læser om i historiebøgerne.

Pest er aldrig blevet 100 procent udryddet, og for nylig døde en mand og en kvinde i Mongoliet af byldepest.

Verdenssundhedsorganisationen WHO siger til BBC, at parret fik den frygtede sygdom, efter de havde spist råt kød fra et murmeldyr - blandt andet gnaverens nyrer, som de lokale opfatter som en genvej til et godt helbred.

Myndighederne frygtede til at begynde med, at der var tale om lungepest, der smitter via luften. Derfor blev der 1. maj indført en karantæne i byen Bayan Olgii, der grænser op til både Kina og Rusland. Karantænen er netop blevet ophævet.

Turister i karantæne

118 personer, som havde været i kontakt med det afdøde par, modtog behandling med antibiotika og blev isoleret. Heriblandt var syv udenlandske turister fra Sverige, Schweiz, Kasakhstan og Sydkorea.

En stort antal andre turister fra blandt andet Tyskland, Rusland og USA blev samtidig forhindret i at forlade området på grund af karantænen.

Monogoliet er ikke det eneste land i verden, hvor man af og til oplever tilfælde af byldepest, der typisk smitter fra dyr til mennesker via loppebid.

I USA er der stadig udbrud hvert år, som også fører til dødsfald.

Pest

  • Pest er en sygdom, der skyldes smitte med bakterien Yersinia pestis.

  • Sygdommen forekommer i to former: Byldepest og lungepest.

  • Ved begge former ses høj feber, der stiger hurtigt, utilpashed og forvirret sindstilstand.

  • Ved blodforgiftning kan der ses dødt væv, der er sort. Derfor hed sygdommen i gamle dage Den Sorte Død.

  • Sygdommen kan behandles med antibiotika. Udsigten til helbredelse er god, hvis man kommer hurtigt i gang med behandlingen.

Kilde: sundhed.dk

Facebook
Twitter