Byråd i Minneapolis vil nedlægge politiet efter raceuro

Det er stadig uklart, hvordan en ny ordensmagt skal se ud.

Siden den sorte mand George Floyd døde under en voldsom anholdelse, har der været demonstrationer over hele USA med krav om reformer af politiet. (Foto: KEREM YUCEL © AFP or licensors)

- Vores plan er at nedlægge politiet i Minneapolis og begynde forfra med en ny tilgang til offentlig sikkerhed, siger byrådsmedlemmet Steve Fletcher til DR Nyheder.

Han er et af de ni medlemmer i Minneapolis' byråd, der søndag eftermiddag amerikansk tid annoncerede, at de vil afvikle det nuværende politi. De ni udgør et flertal i byrådet, der i alt tæller 13 medlemmer.

- Vi tror ikke på, at vi har muligheden for at reformere politiet, og vi har brug for, at det skal være fuldstændigt anderledes, end hvad det er nu, for at vi på et tidspunkt kan føle os sikre, siger Steve Fletcher.

Siden den sorte mand George Floyd mistede livet under en voldsom anholdelse 25. maj i byen Minneapolis, har der været voldsomme demonstrationer over hele USA med krav om forandring og reformer af politiet.

En ny model

Men det er fortsat uklart, hvordan et nyt politikorps skal se ud i Minneapolis, fortæller journalist Peter Keldorff, der befinder sig i Minneapolis.

- De præcise planer for, hvordan det kommer til at foregå, svæver i det uvisse. En plan er at fyre de omkring 1.000 medarbejdere i Minneapolis Police Department og så genansætte nogle af dem under helt andre omstændigheder, siger han.

"Reform kan ikke redde os. Skrot systemet", står der på et skilt, som en demonstrant holder til det borgermøde, hvor planerne om nedlæggelsen af politiet blev annonceret.

Ifølge byrådets formand, der også vil nedlægge politiet, så skal byrådet sammen med lokalsamfundet genopbygge en helt ny model for den offentlige sikkerhed.

- En model, der rent faktisk opretholder sikkerheden for vores lokalsamfund, siger formanden for byrådet, Lisa Bender til CNN.

Hun afviser, at der kan blive tale om slet ikke at have noget politi i byen, men vil undersøge, hvordan man kan skifte strategi, så nogle penge går fra politiet til lokale tryghedsskabende tiltag, fortæller hun til CNN.

Vejen fremad

De ni byrødder annoncerede nyheden om nedlæggelsen af politiet overfor en større menneskemængde, der var samlet i en park i Minneapolis til et møde, der havde overskriften "Vejen fremad".

- Årtiers politireform har vist, at Minneapolis Police Department ikke kan reformeres, og at de aldrig vil blive draget til ansvar for deres handlinger, lød det i en eklæring, som byrådsmedlemmerne læste op. Det skriver den lokale avis Star Tribune.

Byrådsmedlemmet Steve Fletcher, som DR Nyheder har talt med, fortæller, at han blev valgt ind på en reform af politiet, men han erkender nu, at det ikke er lykkedes.

Miski Noor, der arbejder med kommunkation for organisationen Black Lives Matter Global Network, mener også, at mange tiltag er blevet afprøvet uden effekt.

- Vi har haft borgergrupper, kropskameraer og en sort chef, men vi er stadig her, hvor vi ser sorte mennesker, der bliver dræbt og angrebet med tåregas i vores gader.

Efter drabet på George Floyd har delstaten Minnesota igangsat en undersøgelse af politiet i Minneapolis, og bystyret er også allerede nået til enighed om at forbyde politiets brug af kvælertag og greb om halsen.

Men ifølge Peter Keldorff er den slags løsninger ikke længere tilfredsstillende.

- Nu er følelsen blandt politikerne og rigtig mange af borgerne i Minneapolis, som vi har talt med, at man ikke kan reformere sig ud af det. Nu er man kommet dertil, hvor man simpelthen har taget så stort og drastisk et skridt, fortæller han.

'På tide at begynde forfra'

- Jeg synes det er fantastisk, for det, de gør nu, virker ikke. De bliver nødt til at genoverveje alle deres valg, for indtil videre har det været slemt, så det er på tide at begynde forfra, siger Breanna Stacey Shanese, der bor i Minneapolis.

Men borgmesteren i byen, Jacob Frey, er ikke tilhænger af en nedlæggelse af politiet. Det fortalte han til en gruppe demonstranter, der havde samlet sig foran hans hus lørdag aften amerikansk tid.

Den udmelding blev besvaret med tilråb som "Skam! Skam!" og "Gå hjem, Jacob, gå hjem", skriver New York Times.

Det er ikke første gang, at der er planer om at nedlægge en hel politiafdeling i kølvandet på demonstrationer over sorte, der dør i forbindelse med anholdelser.

I 2014 blev den sorte teenager Michael Brown skudt og dræbt i byen Ferguson af en hvid betjent. Dengang sagde daværende justitsminister Eric Holder, at de føderale myndigheder overvejede at nedlægge den pågældende politiafdeling.

Bystyret i Ferguson nåede istedet til enighed om en gennemgribende reform, skriver nyhedsbureauet AP.

Det første retsmøde i sagen mod den fyrede betjent, der nu er sigtet for drabet på George Floyd, begynder i dag.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter