Californien indfører senere mødetider for ældre skoleelever

Børn i den amerikanske delstat kan fremover sove lidt længere om morgenen.

Teenagere kan fra 2022 sove lidt længere, hvis de går i skole i Californien. Arkivfoto (Foto: Mike Blake © Scanpix)

Hvis du er teenager og godt kan lide at sove lidt længere om morgenen, så kan det være, at du skal opfordre dine forældre til at flytte til den amerikanske delstat Californien.

Som den første amerikanske stat indfører Californien nemlig regler for, hvornår børn i middle school og high school tidligst må møde i skole.

Det skriver flere amerikanske medier, heriblandt CNN.

I den nye lov, som Californiens guvernør, Gavin Newsom, har underskrevet, lyder det, at de 11-13-årige børn i middle school fra 2022 tidligst skal møde ind på slaget 8. High school-eleverne - de 14-18-årige - kan slumre under dynen lidt længere og skal tidligst møde klokken 8.30. Det vil dog stadig være muligt at have klasser, hvor eleverne kan møde ind tidligere.

Senator Anthony Portantino jubler over nyheden på Facebook.

- Vores børns helbred og velfærd vinder, skriver han, og længere nede i hans opdatering lyder det:

- Det vil have en enorm indflydelse på de studerendes helbred og deres akademiske ydeevne.

Har været længe undervejs

Forslaget har været flere år undervejs, og for mere end et år siden blev det stemt igennem i California State Assembly og California State Senate.

Dengang hed det ifølge nyhedsbureauet AP, at mødetiden skulle være tidligst 8.30 for begge aldersgrupper.

Under lovbehandlingen blev der blandt andet fremlagt beviser for, at børn, der har mulighed for at sove længere, er sundere og har større sandsynlighed for at gennemføre skolen.

Desuden lød det, at næsten 80 procent af skolerne i delstaten havde mødetider før 08.30.

Artiklen er opdateret med navnet på guvernør Gavin Newsom.