Californien: Mindst fem døde efter skyderi på skole

Politiet har ifølge myndighederne dræbt gerningsmanden.

Mindst fem har mistet livet efter et skyderi på en skole i byen Rancho Tehama i det nordlige Californien. Det melder amerikanske medier.

Hospitaler i området oplyser, at de har behandlet syv personer, heraf mindsts tre børn.

Gerningsmanden blev dræbt af politiet.

- Den mistænkte gerningsmand er omkommet ved politiets skud, sagde Tehamas sherifassistent, Phil Jonhston til medierne.

Over 100 betjente

Skyderiet begyndte angiveligt i et hjem og rykkede ifølge myndighederne derefter til Rancho Tehama grundskole. Over 100 politibetjente befinder sig på skolen, melder medierne.

Efterforskere har fundet et semi-automatisk våben og to pistoler, skriver nyhedsbureauet AP.

Myndighederne har evakueret de resterende skoleelever.