Cambodjas regeringsparti hævder at have vundet stort

Det eneste parti, der var stort nok til at kunne udfordre regeringspartiet CPP, blev opløst sidste år.

Den 65-årige Hun Sen ser ud til at kunne sikre sig yderligere en periode på fem år som premierminister i Cambodja. (Foto: AFP PHOTO/MANAN VATSYAYANA © Ritzau Scanpix)

Cambodjas regeringsparti oplyser tidligt mandag morgen lokal tid, at det har vundet en jordskredssejr ved søndagens parlamentsvalg.

Det var ventet, at Cambodjas Folkeparti (CPP) ville vinde stort, eftersom der ingen reel udfordrer var til landets mangeårige premierminister, Hun Sen.

Forventede sejren

Allerede søndag aften oplyste en talsmand for CPP, at partiet forventede at vinde flere end 100 pladser i parlamentet, som har 125 pladser i alt.

- CPP vil vinde mere end 80 procent af stemmerne.

- Dette er en stor sejr for os, sagde talsmand Sok Eysan.

Slår hårdt ned på oppositionen

Den 65-årige Hun Sen, der har fået kritik for at slå hårdt ned på oppositionen og lukke kritiske medier, ser dermed ud til at kunne sikre sig yderligere en periode på fem år.

Det eneste oppositionsparti, der var stort nok til at kunne udfordre Hun Sen og hans folkeparti, blev opløst af landets højesteret sidste år.

Opfordrede til boykot

Oppositionslederen fra det opløste parti, Cambodjansk Nationalt Redningsparti (CNRP), Sam Rainsy, havde fra sit eksil i Frankrig opfordret sine støtter til at boykotte valget.

Menneskeretsgrupper i både ind- og udland samt en række vestlige regeringer havde på forhånd konkluderet, at valget ikke ville blive hverken frit eller fair. Især fordi CNRP var udelukket fra at deltage.

Fortid i De røde Khmerer

Hun Sen, der var kommandør i de berygtede Røde Khmerer i 1970'erne, har siddet tungt på magten i Cambodia i 33 år. Det gør ham til verdens længst siddende premierminister.

Da han for tre år siden markerede sine 30 år ved magten, kritiserede Human Rights Watch ham for at benytte "politisk vold, undertrykkelse og korruption for at blive ved magten".

/ritzau/AFP

Facebook
Twitter