Cambridge Analytica har ledere fra hele verden som kunder

Virksomheden, der er anklaget for ulovligt at bruge personlig data fra Facebook, har en bredt internationalt portfolio.

Kenyas præsident, Uhuru Kenyatta, fik ifølge Cambridge Analytics hjælp fra dem til at vinde præsidentvalget sidste år. (Foto: BAZ RATNER © Scanpix)

Præsidenter og politiske partier fra hele verden har været kunder hos det omdiskuterede firma Cambridge Analytica. Det skriver firmaet selv på deres hjemmeside, hvor der også står, at de har hjulpet over 100 kampagner på fem kontinenter.

Cambridge Analytica er anklaget for at have misbrugt personlig data fra flere end 50 millioner brugere på Facebook. Data, der ifølge whistlebloweren Christopher Wylie, havde til formål at påvirke udfaldet af det amerikanske præsidentvalg i 2016.

Virksomheden kom i mediernes og myndighedernes søgelys i weekenden. Derefter blev firmaets direktør suspenderet, efter han for skjult kamera fortalte, hvordan de kunne vende valgkampe med suspekte metoder.

DR Nyheder har set nærmere på nogle af de steder og valgkampe verden over, som Cambridge Analytica har arbejdet med.

Italien

Ifølge analysefirmaets hjemmeside arbejdede de i 2012 for et italiensk parti, der sidst havde stor succes i 1980’erne.

Her undersøgte Cambridge Analytica partiets nuværende medlemmer, tidligere medlemmer og potentielle sympatisører for at lave en ny strategi for omstrukturering i partiet.

- Den nye struktur, som var resultat af Cambridge Analyticas arbejde, fik partiet til at præstere over oprindelige forventninger på et tidspunkt med uro i italiensk politik, skriver firmaet på sin hjemmeside.

Ukraine

Hos Cambridge Analyticas moderselskab, Strategic Communications Laboratories (SCL), hævder de, at deres arbejde har haft ”afgørende indflydelse på nationale beslutninger i Ukraine”.

SCL hævder, at firmaet har været hyret til at svække den opposition i Donetsk i det østlige Ukraine. (Foto: BAZ RATNER © Scanpix)

På SCL’s hjemmeside kan man således læse, at firmaet blev hyret til at indsamle data om den ukrainske befolkning og lave analyser, hvorfra de kunne lave en strategi til den Ukrainske regering. Strategiens formål var at genvinde kontrollen med Donetsk, der i 2014 blev udråbt som selvstændig republik af pro-russiske separatister.

Den endelige rapport blev givet til Ukraines regering og præsident og delt med Storbritanniens Forsvarsministerium.

Kenya

Cambridge Analytica hjalp i 2013 og 2017 Kenyas præsident Uhuru Kenyatta med at sikre valgsejren.

I hvert fald ifølge firmaet selv, der på deres hjemmeside skriver, at de lavede dybdegående undersøgelser af vælgernes adfærd, bekymringer og behov. De satte også en kampagne i gang på sociale medier, der skulle ramme de unge vælgere.

Valgkommissionen udråbte i oktober sidste år Uhuru Kenyatta til vinder af præsidentvalget i Kenya. Ifølge Cambridge Analytics hjalp de ham under valgkampen. (Foto: THOMAS MUKOYA © Scanpix)

Men i virkeligheden gik de meget længere end det, fortæller Mark Turnball, administrerende direktør i Cambridge Analytica, til Channel 4 News.

- Vi har to gange gentænkt hele partiet, skrevet manifestet, foretaget undersøgelser og analyser. Jeg tror, vi skrev alle taler, og vi iscenesatte det hele, siger Mark Turnball.

Uhuru Kenyattas parti har nedtonet Cambridge Analyticas indflydelse på valgkampagnen.

Men oppositionspartiet National Super Alliance vil nu have en fuld undersøgelse af sagen sat i gang.

Indien

Også I Indien har analysefirmaet haft store kunder, og nu fyger beskyldninger frem og tilbage mellem landets to største partier. Det har fået Manish Tewari fra Kongrespartiet til at efterlyse en tilbundsgående undersøgelse fra valgkommisionen, der skal afklare, hvilke partier, der har arbejdet sammen med Cambridge Analytica.

Det sker efter, det er kommet frem, at Indiens to største partier Bharatiya Janata og Kongrespartiet, står som kunder hos en indisk afdeling af moderselskabet SCL. Kongrespartiet har siden afsløringerne sagt, at de ikke har brugt SCL eller nogle af dets dattervirksomheder.

Ifølge BBC skriver vicedirektøren af SCL’s indiske afdeling på sin LinkedIn profil, at firmaet ”med succes har styret fire valgkampagner for partiet Bharatiya Janata”.

Partiet vandt i 2014 parlamentsvalget med den nuværende premierminister Nerendra Modi i spidsen.

Mexico

I juli 2017 sagde Cambridge Analytica, at de havde begyndt et samarbejde med en telefon-app i Mexico og Colombia. App’en giver deres brugere gratis data og taletid, hvis de til gengæld ser reklamer og svarer på spørgeskemaer.

Ifølge mediet Bloomberg håbede Cambridge Analytica på at få data derfra, som kunne hjælpe en kandidat til præsidentvalget i Mexico i juli 2018.

I oktober kom det frem, at driftschefen for Cambridge Analyticas afdeling i Mexico, Arielle Dale Karro, havde udsendt en annonce, hvor hun søgte folk med ”betydelig politisk erfaring”.

Cambridge Analytica har siden nægtet, at Arielle Dale Karro lavede noget politisk arbejde, eller at virksomheden arbejdede for et politisk parti i Mexico.

Sagen om Cambridge Analytica har fået myndigheder og politikere til at reagere i hele verden og afkræve en forklaring fra Facebooks direktør, Mark Zuckerberg.