Cameron: Tyrkiet er mange år fra at blive EU-land

Med det nuværende tempo i fremskridtene vil Tyrkiet formentlig kunne blive optaget i EU i omkring år 3000, siger den britiske premierminister.

Det ligger meget fjernt, at Tyrkiet skulle blive optaget i EU på et tidligt tidspunkt, siger den britiske premierminister, David Cameron. (Foto: © Andrew Winning / Reuters © Scanpix)

Bølgerne går højt i Storbritannien, der er en måned fra den afgørende folkeafstemning om ja eller nej til fortsat medlemskab af EU.

Målingerne begynder at hælde til et ja til fortsat medlemskab, men der er mange, der ikke har besluttet sig. Et af de spørgsmål, der hele tiden maser sig frem i debatten, er spørgsmålet om migranter til Storbritannien.

Og i det kompleks er et kommende tyrkisk EU-medlemskab en sag, der optager sindene. Søndag forsøgte David Cameron, den britiske premierminister, at tage dampen af kedlen ved at sige, at et tyrkisk medlemskab af EU ligger langt, langt ude i fremtiden.

Som alle andre lande har Storbritannien også vetoret i spørgsmål om optagelse af nye lande, men, siger Cameron, ingen får brug for denne vetoret foreløbig.

- Det ligger meget fjernt, at Tyrkiet skulle blive optaget i EU på et tidligt tidspunkt. De søgte om optagelse i 1987. Med det nuværende tempo i fremskridtene vil de formentlig kunne blive optaget i omkring år 3000, siger Cameron til tv-stationen ITV.

Imens holder det regerende parti i Tyrkiet, AKP, ekstraordinær kongres, for at vælge ny formand og ny premierminister.

Der er kun en kandidat, den hidtidige transportminister Binali Yildirim.

I sin tale forud for afstemningen om hans formandskab talte han netop op Tyrkiet og EU.

- Der er en ting, som EU skal gøre. Forvirringen om et fuldt tyrkisk medlemskab og om migrantsagen skal bringes til en afslutning. Tiden er inde til, at vi får at vide, hvad EU tænker om Tyrkiet, siger han.

/ritzau/AFP

Facebook
Twitter