Cameron: Undskyld for Bloody Sunday

Den britiske premierminister, David Cameron, siger på vegne af sin regering undskyld for drabet på 13 civile i Nordirland i 1972, den såkaldte Bloody Sunday.

Storbritanniens premierminister, David Cameron, siger nu på vegne af den britiske regering undskyld for drabet på 13 civile i Nordirland i 1972.

Undskyldningen blev givet i parlamentet i London, hvor Cameron præsenterede en længe ventet rapport om begivenhederne i Nordirland for 38 år siden, også kendt som Bloody Sunday.

Cameron sagde, at drabet på de 13 ikke kan retfærdiggøres.

I konklusionen i rapporten hedder det, at det er "helt klart", at det var "forkert" af de britiske soldater at åbne ild.

De 13 mennesker blev dræbt den 30. januar 1972 af britiske soldater i forbindelse med en demonstration for borgerrettigheder.

En undersøgelse dengang frikendte soldaterne og sagde, at der var en kraftig mistanke om, at nogle af demonstranterne havde åbnet ild eller kastet med granater.

Den nye rapport, der har været 12 år undervejs, er på omkring 5000 sider og er udarbejdet af et undersøgelsesudvalg under ledelse af dommeren lord Saville. Ifølge det franske nyhedsbureau AFP er det den længste og dyreste undersøgelse i britisk historie. Den har kostet 190 millioner pund, godt 1,7 milliarder kroner.

Fakta om Bloody Sunday i Nordirland

Den britiske regering har offentliggjort sin rapport om begivenhederne i Londonderry, Nordirland, i 1972, hvor 13 civile blev dræbt af britiske soldater. Begivenheden er kendt som Bloody Sunday. Her følger udvalgte fakta om de dramatiske begivenheder, som fik store politiske konsekvenser for udviklingen i Nordirland.

* 1968: Første protester mod diskriminering af katolikker i Nordirland.

* 1969: Regeringen i London sender de første soldater til Nordirland for at opretholde lov og orden.

* 1972: Søndag den 30. januar - Bloody Sunday: Britiske soldater skyder og dræber 13 civile demonstranter, der deltager i en ulovlig demonstration i byen Londonderry. Mange såres, og endnu en person dør et par uger senere.

* 1972: Februar - IRA, den katolske irske undergrundshær, erklærer, at den vil dræbe alle britiske soldater i Nordirland. Vold og uroligheder tager til i styrke.

* 1972: I slutningen af marts er uroen så stor i Nordirland, at regeringen i London suspenderer det nordirske parlament og indfører direkte styre fra London.

* 1972: April - den første undersøgelse af begivenhederne Bloody Sunday frikender de britiske soldater for drab. De hævder, at de skød i selvforsvar, da de blev angrebet af bevæbnede demonstranter.

* 1997: IRA erklærer våbenhvile: Den politiske fløj Sinn Fein går med i fredsforhandlinger med katolikkerne efter opfordring fra den daværende britiske premierminister Tony Blair.

* 1998: Januar - Tony Blair giver ordre til endnu en undersøgelse af begivenhederne Bloody Sunday.

* 1998: Ledende katolikker og protestanter og den britiske regering underskriver en fredsaftale, som godkendes ved en folkeafstemning i Nordirland i maj.

* 1998: Juni - det første valg til det ny nordirske parlament afholdes.

* 2010: Rapporten om Bloody Sunday offentliggøres. Det er den længste og dyreste efterforskning i britisk historie og har kostet 1,7 milliarder kroner.

(Kilder: Reuters, AFP og BBC)

Facebook
Twitter