Cameron vil skære i ydelserne for at begrænse indvandring

Den britiske premierminister vil begrænse antallet af indvandrere fra Østeuropa, og giver det problemer, er han klar til at forlade EU.

Ifølge David Cameron kan Storbritannien være på vej ud af EU, hvis der bliver problemer med at stoppe indvandringen. (Foto: Oli Scarff © Scanpix)

Storbritanniens premierminister, David Cameron, varsler tiltag mod indvandring, og nogle forslag strider mod EU. Bliver der problemer, er han klar til at forlade EU.

Vreden i Storbritannien mod indvandring og EU's regler om fri bevægelighed i det indre marked har længe ulmet. I dag tog Cameron så et skridt i retning af en endelig afklaring.

I en tale, der skulle puste nyt liv i de konservatives valgkamp før parlamentsvalget i maj næste år tog Cameron fat på indvandring fra blandt andet de mere fattige EU-lande som Rumænien og Bulgarien.

Kan betyde et farvel til EU

Han præsenterede en stribe tiltag, som han vil gennemføre for at hindre, at indvandrere nyder godt af de offentlige kasser uden at yde noget. Og hvis EU hindrer Storbritannien i at lukke for velfærdsydelser for EU-indvandrere, kan det betyde, at Storbritannien siger farvel til EU.

Cameron har tidligere erklæret, at hvis han vinder valget i 2015, vil han genforhandle briternes forhold til EU og sende aftalen til folkeafstemning i 2017.

- Jeg vil forhandle for at skære i EU-indvandringen og gøre velfærdsreformer til et absolut krav i en genforhandling med EU, sagde han.

Indvandring er største bekymring

- Hvis forhandlingerne lykkes, så vil jeg føre kampagne for, at dette land bliver i et reformeret EU. Falder vore bekymringer for døve øre, og kan vort forhold til EU ikke blive bedre, så udelukker jeg naturligvis ikke noget, sagde Cameron.

Meningsmålinger viser, at indvandringen er briternes største bekymring. Mange mener, at indvandrere lægger for store byrder på skoler, sundhedsvæsen og hele velfærdssystemet.

Efter meldingerne fra David Cameron kom reaktionen fra Bruxelles, og det var en opfordring til at klare sagerne uden at skændes fra Margaritis Schina, der er EU-Kommissionens talsmand.

/ritzau/

Facebook
Twitter