Cameroon vil undersøge anklage om massakre

Amnesty siger, at en video viser nedskydningen af ubevæbnede civile.

Cameroons eliteenhed Rapid Intervention Brigade bliver nu anklaget for at have dræbt ubevæbnede civile (arkivfoto). (Foto: Joe Penney © Scanpix)

En grusom video har de seneste dage været i omløb på sociale medier.

Menneskeretsorganisationen Amnesty International siger nu, at videoen viser militærets brutale nedskydning af mindst 12 ubevæbnede civile i det nordlige Cameroon.

Videoen stammer fra landsbyen Achigaya og er optaget på et ukendt tidspunkt før maj 2016.

Amnestys analyser bygger på vidneforklaringer, satellitbilleder og analyser af våben, uniformer og soldaternes samtale på videoen.

Cameroons regering oplyser, at den vil undersøge videoen, men en talsmand tilføjer ifølge nyhedsbureauet Reuters, at den er kommet frem for at skade Cameroons præsident, Paul Biya, før et forestående valg.

Bekæmper Boko Haram

Landsbyen Achigaya, hvor videoen ifølge Amnestys analyse er optaget, ligger i det nordligste Cameroon, hvor landets eliteenhed Rapid Intervention Brigade har bekæmpet den islamistiske gruppe Boko Haram siden 2014.

Boko Haram har dræbt titusinder af mennesker under et oprør i nabolandet Nigeria.

Gruppen, der i 2015 underlagde sig terrorgruppen Islamisk Stat, kontrollerede på et tidspunkt et stort landområde i Nigeria, inden en koalition af vestafrikanske lande - blandt andet Cameroon - greb ind og trængte islamisterne i defensiven.

Amnesty International anklagede sidste år soldater fra Cameroon for at udsætte formodede militante for tortur under kampagnen mod Boko Haram.