Camilla Parker Bowles vil ikke være dronning

Tidligere var hun grundig upopulær blandt den britiske befolkning. Nu nyder hun opbakning. Men kronprins Charles' hustru, Camilla Parker Bowles, vil ikke kaldes dronning, slog hun fast i går.

Kronprins Charles' hustru, Camilla Parker Bowles, vil ikke kaldes dronning. (Foto: Carl De Souza © Scanpix)

Camilla Parker Bowles, hertuginde af Cornwall, vil ikke have kronen på hovedet. Trods voksende støtte blandt den britiske befolkning, vil hun ikke være dronning, når hendes mand, kronprins Charles, en dag bliver konge.

I går fyldte hertuginden 60 år. Dagen fejrede hun sammen med prins Charles i Bronham. Den egentlige fødselsdagsfest finder sted på lørdag, hvor 200 venner og familie er inviteret.

Blandt gæsterne er også prins William og Camilla Parker Bowles børn fra tidligere ægteskab. Men dronning Elizabeth holder sig væk. Hun nøjedes med at sende et fødselsdagskort i går.

Beskyldt for at gå efter tronen

Fødselsdagsbarnet er tidligere blevet anklaget for at have giftet sig med kronprinsen for, at hun en dag kunne kalde sig dronning. Det afviste hun i går.

- Jeg vil ikke være dronning, udtalte hun i følge flere britiske aviser. Hun vil i stedet lade sig nøje med prinsessetitlen, når hendes mand en dag bliver overhoved i det britiske kongehus.

Det vil i øvrigt være første gang, at en britisk konge er gift med en kvinde, som ikke er dronning.

Camilla blev gift med Andrew Parker Bowles i 1973. De fik to børn, men ægteskabet blev opløst i 1995. I mange år var hun kronprins Charles' hemmelige kæreste - også mens Charles var gift med prinsesse Diana og hun med Andrew Parker Bowles.

Facebook
Twitter