Canada: 1.600 bygninger ødelagt i voldsom brand

En omfattende brand har sendt 88.000 canadiere ud af byen Fort McMurray, hvor flammerne har fået fat.

Branden brød ud søndag, og efter kort tid mistede brandfolkene kontrollen med den. I provinsen Alberta er der indført undtagelsestilstand. (Foto: handout © Scanpix)

I den vestlige del af Canada har en massiv naturbrand ødelagt bygninger og hele nabolag i byen Fort McMurray i provinsen Alberta, hvor 88.000 indbyggere er blevet evakueret.

Ifølge delstatens premierminister, Rachel Notley, er 1600 bygninger blevet ødelagt af flammerne, og lokale myndigheder advarer om, at branden kan ødelægge andre dele af byen.

Billeder af bydelen Beacon Hill i den sydøstlige ende af byen viser flere gader med stribevis af huse brændt ned til grunden. Cirka 80 procent af nabolagets huse - svarende til knap 600 hjem - vurderes at være helt ødelagt.

Indtil videre er der ingen meldinger om dødsfald i forbindelse med branden, men en person har mistet livet i en trafikulykke ved evakueringen.

Det nordlige Alberta er kendt for produktion af tjæresand. Flammerne skulle dog ikke være i nærheden af produktionsanlæg.

I provinsen er der indført undtagelsestilstand, og den canadiske premierminister, Justin Trudeau, oplyser, at militæret er parat til at sende fly på vingerne, hvis det bliver nødvendigt.

/ritzau/

Facebook
Twitter