Canada beder Kina benåde dødsdømt

En narkodømt canadier fik i mandags ændret sin fængselsstraf til dødsstraf i Kina.

Canadiske Robert Lloyd Schellenberg blev først idømt 15 års fængsel, men straffen blev i mandags ændret til dødsstraf. (Foto: © handout, Ritzau Scanpix)

Canada har bedt Kina om at benåde den dødsdømte canadier Robert Lloyd Schellenberg, oplyser udenrigsminister, Chrystia Freeland.

- Vi har allerede talt med Kinas ambassadør i Canada og bedt om en benådning, siger hun.

36-årige Robert Lloyd Schellenberg blev i november idømt 15 års fængsel i Kina for narkosmugling, men i mandags blev hans straf ændret til dødsstraf.

Samtidig advarede de canadiske myndigheder i en ny rejsevejledning landets borgere om 'risikoen for tilfældig håndhævelse af loven' i Kina.

Af den opdaterede rejsevejledning fremgår det, Canada 'fortsat opfordrer alle canadiere, der rejser til Kina, til i høj grad at udvise forsigtighed'.

Strid efter anholdelse af Huawei-chef

Canada og Kina har befundet sig i en hård strid, siden canadiske myndigheder i december anholdt en topchef fra den kinesiske telegigant Huawei, Meng Wanzhou. Anholdelsen skete på anmodning fra USA.

Robert Lloyd Schellenberg blev pågrebet i 2014. Han fik dommen på 15 års fængsel for at have medvirket til at smugle 222 kilo metamfetamin fra Kina ind i Australien.

Ifølge den kinesiske anklagemyndighed var canadieren hovedmanden i en international gruppe, som stod bag smuglingen. Det var en appel fra den kinesiske anklagemyndighed, der mandag førte til dødsstraf til Schellenberg.

Robert Lloyd Schellenberg nægter sig skyldig.

/ritzau/