Canada følger Australien og vil stille krav til Facebook

Canadas regering vil også forsøge at få techgiganter til at betale for nyheder.

Canada følger nu i Australiens fodspor og har startet en konflikt med Facebook. (Foto: Illustration: Morten Fogde Christensen)

Canada vil med en ny lov forsøge at tvinge Facebook og andre techgiganter til at betale for nyhedsindhold, der bliver lagt ud på det sociale medie.

Det melder Canadas regering ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Australien har som det første land sat gang i netop den proces. Det fik i går Facebook til at gå til modangreb og blokere australske medier og alt deres indhold helt fra deres platform.

Det betød, at det for eksempel ikke var muligt at dele nyheder fra australske medier.

Men det har ikke skræmt Canada, siger den canadiske kulturminister Steven Guilbeualt.

- Canada er i den forreste linje i denne strid. Vi er blandt de første lande rundt om i verden, som gør dette, siger han.

De canadiske nyhedsmedier har udtrykt bekymring over, at Facebook og Alphabet, som ejer Google, æder en stor del af deres indtjening.

Det er den bekymring, man nu har lyttet til i den canadiske regering.

Ifølge Steven Guilbeault vil landet følge Australiens model, som betyder, at Facebook og Google skal betale nyhedsmedier for links, som giver aktivitet.

- Jeg tror snart, vi vil have fem, ti eller 15 lande, som også laver lignende regler, siger han.

Canada overvejer også en model, hvor techfirmaerne ved lov skal lave aftaler med nyhedsmedier.

Korrespondent: De gamle og nye medier kolliderer

På mange måder bunder konflikten i to forskellige forståelser af den måde, internettet fungerer på.

Viden- og tech-korrespondent i DR Henrik Moltke (Foto: Peter Langkilde)

Det siger DR's techkorrespondent Henrik Moltke.

- Der er et grundlæggende forståelsesproblem mellem de gamle og nye medier, som jo netop forstår, hvordan man tjener penge på internettet.

- Annoncemarkedet er trukket over til de nye medier til internetgiganternes fordel, og de nye medier sidder på op til 80 procent af markedet.

Og så kan en lovændring som den australske og canadiske ændre på hele internettets fundament.

- Blandt andet er der bekymring over, at man skal betale for noget meget grundlæggende, nemlig det at man kan dele links og vise små uddrag af indhold, uden at der skal betales for det. Det kan blive skruen uden ende.

- Det er en magtkamp, der foregår lige nu. Jeg tror, at Facebooks reaktion i Australien vidner om en vis irritation. Techgiganterne mener jo også, at de hjælper medier ved at sende en masse brugere i deres retning, siger Henrik Moltke.

Henrik Moltke tror ikke, det samme vil ske i Danmark, som er sket i Australien.

- Der ligger et lignende forslag og simrer i Danmark. Vi har set en konflikt, som da Youtube og Koda kom op og skændes. Men jeg tvivler på, at danske politikere og Facebook ikke kan finde ud af det.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter