Canada fyrer ambassadør i Kina: Blandede sig i Huawei-sag

John McCallum er fortid som ambassadør i Kina. Han ville have USA til at droppe krav om udlevering af anholdt Huawei-direktør.

Efter 20 år i canadisk politik er John McCallum nu smidt på porten. (Foto: © REUTERS/Chris Wattie, REUTERS/Scanpix + Wikimedia (Creative Commons))

Canadas ambassadør i Kina, John McCallum, er blevet fyret efter at have blandet sig i sagen om en kinesisk finansdirektør, der er tilbageholdt i Canada.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Natten til søndag dansk tid oplyser Canadas premierminister, Justin Trudeau, at han fredag anmodede om John McCallums opsigelse.

- I går aftes anmodede jeg om og accepterede John McCallums opsigelse som Canadas ambassadør i Kina, udtaler Trudeau.

Han takkede samtidig McCallum, en tidligere minister i Trudeaus kabinet, for at have tjent sit land i 20 år.

Fyringen skyldes, at John McCallum tidligere på ugen til et kinesisk medie sagde, at det ville være "godt", hvis USA droppede anmodningen om at få den kinesiske finansdirektør for Huawei, Meng Wanzhou, udleveret til retsforfølgelse.

Meng Wanzhou blev anholdt i en canadisk lufthavn 1. december.

Tre canadiere anholdt i Kina

Til mediet indikerede han, at USA's interesse i at retsforfølge Meng Wanzhou er politisk motiveret. Han mener ikke, at det "vil have et godt udfald", hvis hun bliver udleveret til USA.

Få dage efter interviewet blev bragt, trak John McCallum sine udtalelser tilbage med begrundelse om, at han havde "udtalt sig forkert".

Canada og Kina har ligget i strid med hinanden i snart to måneder. Det hele startede, da Meng Wanzhou blev anholdt i Canada.

Kina kræver hende frigivet, men det har Canada indtil videre afvist.

Siden da er tre canadiere blevet anholdt i Kina, mens en fjerde canadisk statsborger er blevet idømt dødsstraf i landet.

/ritzau/