Canada mener, at Indien kan stå bag drabet på religiøs leder: 'Sikkerhedstjenester har aktivt forfulgt beskyldninger'

Hardeep Singh Nijjar nåede at blive 45 år, inden han i juni blev skudt og dræbt i Canada.

Canadas premierminister Justin Trudeau fastslår, at det er troværdige beskyldninger, der kobler indiske agenter sammen med drabet på en 45-årig sikh-leder. (Foto: © Sean Kilpatrick, Kilpatrick Sean/CP/ABACA)

Den canadiske statsborger Hardeep Singh Nijjar blev i juni skudt og dræbt foran et sikh-tempel i den canadiske provins British Columbia.

Nijjar var canadisk statsborger og en prominent sikh-leder, der støttede idéen om en selvstændig stat for andre sikher i Indien kaldet Khalistan.

I går tog sagen en ny drejning, da den canadiske premierminister, Justin Trudeau, fortalte, at der er "troværdige beskyldninger" om, at indiske agenter kan have været involveret i drabet i juni.

- I løbet af de sidste par uger har canadiske sikkerhedstjenester aktivt forfulgt troværdige beskyldninger om et potentielt link mellem agenter fra den indiske regering og drabet på den canadiske statsborger Hardeep Singh Nijjar, siger Trudeau ifølge Reuters.

Indien benægter ethvert kendskab til Nijjars død og har i kølvandet på sagen givet en canadisk diplomat fem dage til at forlade landet.

Desuden er en indisk diplomat blevet bortvist fra Canada som følge af oplysninger om drabet på Nijjar, siger Canadas udenrigsminister, Melanie Joly.

Indisk politi afspærrer ved den canadiske ambassade i Indien. Indien har bedt en canadisk diplomat om at forlade landet i kølvandet på canadiske myndigheders udtalelser. (Foto: © RAJAT GUPTA)

Khalistan Tiger Force

Hardeep Singh Nijjar flyttede i 1996 fra Indien til Canada i eksil.

Her begyndte han at arbejde som blikkenslager, men han blev med tiden mere og mere involveret i pro-Khalistan-bevægelsen, der kæmper for en selvstændig stat for sikhere i Indien.

Det fortæller Weekendavisens Indien-korrespondent, Sonja Furu, til P1 Morgen.

- Han startede sin egen bevægelse kaldet Khalistan Tiger Force. Han har også afholdt træningslejre for at fremme sikh-bevægelsen, siger hun.

Khalistan Tiger Force er ifølge indiske myndigheder en militant bevægelse. Landet har senere stemplet gruppen som en terrororganisation.

Det var ved templet her, at Hardeep Singh Nijjar blev skudt og dræbt den 18. juni. (Foto: © Darryl Dyck, Represented by ZUMA Press)

Desuden har Nijjar været anklaget i en sag om drabsforsøg på en hindu-præst, fortæller korrespondenten.

- Det er alt sammen aktiviteter, som der i Indien beskrives som terroraktiviteter, siger hun.

Ifølge Sonja Furu er Indien ikke interesseret i, at Nijjar skaffede sig flere tilhængere, og at hans bevægelse dermed kunne vokse sig større.

Hun påpeger samtidig, at man i Indien er vrede på Canada, fordi man mener, at canadierne har givet sikherne et frirum til at dyrke deres bevægelse.

Menneskejagt

Nijjar nåede at blive 45 år, inden han den 18. juni i år blev dræbt af to maskerede mænd i sin bil.

Sikh-bevægelsen, som han fremmede, er en religiøs minoritet, der udgør omkring to procent af den samlede indiske befolkning, skriver BBC.

Indiske myndigheder var så sent som i marts på jagt efter en anden populær sikh-leder. Det drejede sig om en mand ved navn Amritpal Singh.

I forsøget på at få fat i ham afskar myndighederne omkring 27 millioner menneskers adgang til internettet i landets Punjab-region.

Det var ifølge dem selv for at "forhindre enhver tilskyndelse til vold og enhver forstyrrelse af fred og offentlig orden". Flere af Singhs tilhængere var nemlig gået på gaden for at støtte ham.

Amritpal Singh blev efter en måned som efterlyst anholdt.