Canada: Politi vil ikke oplyse dræbt gerningsmands identitiet

Canadisk politi vil ikke oplyse, om den formodede gerningsmand, der blev dræbt i parlamentsbygningen i Ottawa, er canadisk statsborger.

Canadisk politi er stadig i gang med at sikre både Ottawa og parlamentsbygningen efter skyderi ved et krigsmindesmærke og i parlamentet. (Foto: Lars Hagberg © Scanpix)

Politiet i Ottawa, hovedstad i Canada, er stadig i gang med at sikre byen og parlamentet efter dagens angreb, og alle opfordres til at holde sig væk fra byens centrum.

På en pressekonference kunne politiet oplyse, at man ikke med sikkerhed kan sige, at den mistænkte gerningsmand, der blev skudt i parlamentsbygningen, er den samme, som skød en soldat ved et krigsmindesmærke tidligere på dagen.

Politiet vil heller ikke oplyse, om den formodede dræbte gerningsmand er canadisk statsborger.

Navnet på den dræbte soldat er heller ikke oplyst, fordi de pårørende ikke er underrettet.

Leder efter en eller to mere

Polititalsmand Chuck Benoit siger, at to eller tre gerningsmænd menes at stå bag angrebet.

Forlydender om, at der også skulle have været skyderi i et indkøbscenter er afkræftet af politiet.

Ifølge canadisk politi kom angrebet i Ottawa som en overraskelse, og borgerne opfordres til at holde øjne og ører åbne og kontakte politiet, hvis de ser noget mistænkeligt.

Ingen kommentarer om muligt terrorangreb

Premierminister Stephen Harper fordømmer angrebet. Der blev skudt lige uden for det lokale, hvor han holdt møde med sine ministre, og Harper blev evakueret sammen med de øvrige ministre og politikere.

Politiet vil ikke kommentere, om der er tale om et terrorangreb.

/DR Nyheder/

FacebookTwitter