Canada vil legalisere cannabis

Canada vil gøre det lovligt at forbruge det euforiserende stof Cannabis, fortæller Canadas sundhedsminister i en tale hos FN.

Canada vil legalisere cannabis, et euforiserende stof, der udvindes fra hampplanten. Her er det et billede af industrihampplanten, der er lovlig at dyrke i Danmark (arkivfoto). (Foto: ERIK JEPSEN © Scanpix)

Om et år skal det euforiserende stof cannabis være lovligt i Canada. Det slog Canadas sundhedsminister, Jane Philpott, onsdag fast i en tale hos FN i New York. Det skriver det canadiske medie CBC News.

- I foråret 2017 vil vi introducere en lovgivning på området, der både skal holde vores børn fra at misbruge cannabis, og som også vil virke, så kriminelle ikke tjener på det, lød det blandt andet fra sundhedsministeren.

Ifølge The Guardian lovede Canadas premiereminister, Justin Trudeau, allerede sidste år som en del af sin valgkampagne, at hans regering ville legalisere såkaldt medicinsk brug af cannabis, og han så de amerikanske stater Washington og Colorado, hvor cannabis er lovligt, som forbilleder.

Ifølge CBS News arbejder de canadiske myndigheder lige nu på en måde, der skal lovliggøre cannabis på en måde, der både kan regulere produktionen, distributionen og indtagelsen af det euforiserende stof.

- Vi vil blandt andet samarbejde med de kriminalpræventive myndigheder, så vi kan fremme foranstaltninger, der er passende, sagde Canadas sundhedsminister i sin tale hos FN.

Fakta:

  • Cannabis - også kendt som hash eller marihuana- er ulovligt i Danmark.

  • Hash udvindes af hampplanten Cannabis Sativa, og stoffet kan enten ryges som tobak, drikkes eller spises.

  • Hash fremstilles ved, at harpiks fra hampeplanten blandes med tørrede topskud fra planten og presses sammen til hårde plader.

  • Marihuana består derimod alene de tørrede topskud fra planten, som smuldres eller hakkes fint.

  • Hash er blandt andet lovliggjort i USA's hovedstad Washington D.C. samt i de amerikanske stater Colorado og Washington.Kilde: Sundhedsstyrelsen