Cape Towns indbyggere tisser i bøtter for at spare på vandet

Den sydafrikanske storby risikerer at løbe tør for vand 16. april.

Indbyggere i Cape Town henter vand fra en kilde fra bjergene omkring den sydafrikanske storby. EPA/NIC BOTHMA (Foto: © Nic Bothma, Scanpix)

Dagen hvor indbyggerne i den sydafrikanske storby Cape Town ikke kan regne med, der kommer vand ud, når de tænder for vandhanen, nærmer sig med hastige skridt. 16. april er ”Day Zero” – eller ”dag 0” – som de lokale kalder dagen, hvor vandet slipper op.

Det har fået mange til at tænke i alternative løsninger. Dels hvad husholdningen angår.

- Jeg bruger regnvand, som jeg har samlet i spande - og så bruger jeg vand fra åen, som fint kan bruges i husholdningen, fortæller Helen Moffet, der bor i Cape Town.

Men også det at skulle på toilettet er ikke som det plejer for Helen Moffet.

- Når jeg tisser, bruger jeg en yoghurtbøtte. Den har en fin størrelse, fordi den kan indeholde en liter.

Manglende regn

Cape Town oplever den værste tørke i landet i 100 år. Det skyldes primært fraværet af regn.

- Her hvor jeg står, plejer der at være helt fyldt med vand. Under en normal vinter ville der falde regn nok til at fylde den op, men nu er der kun en femtedel af den normale mængde, fortæller klimaforskeren Peter Johnston om en vandreserve ved Cape Town.

I cirka tre år har regnen svigtet i området omkring Cape Town.

Myndighederne opfordrer indbyggerne til at spare

Manglen på vand har fået myndighederne til at opfordre indbyggerne i den sydafrikanske storby til at skrue ned for vandforbruget. Helt præcist opfordrer de hver enkelt indbygger til højst at bruge 50 liter vand om dagen.

- Jeg blev chokeret, da jeg fandt ud af, at den mest økonomiske vask på vores vaskemaskine bruger 42 liter vand, lyder det fra Helen Moffet.

Rent praktisk vil der den 16. april blive lukket for den almindelige vandforsyning i Cape Town, hvor der bor omkring 3,5 millioner indbyggere. Vandet vil forblive lukket, indtil der igen kommer regn.

Opdatering: Fordi indbyggerne i Cape Town har formået at skrue ned for vandforbruget, er datoen for "Day Zero" nu skubbet til den 16. april. Det var den allerede, da artiklen blev skrevet, men vi har siden hen rettet det i artiklen.