Catalansk eks-præsident tilbageholdes af tysk politi

Spanien har krævet at få udleveret den catalanske separatistleder Carles Puigdemont.

Den tidligere catalanske præsident, Carles Puigdemont, har de seneste dage været i Finland og mødtes med flere politikere. (Foto: Lehtikuva © Scanpix)

Den tidligere catalanske præsident, Carles Puigdemont, er blevet tilbageholdt af tysk politi umiddelbart efter at have krydset grænsen mellem Danmark og Tyskland.

Det bekræftes af hans advokat, Jaume Alonso-Cuevillas, på det sociale medie Twitter og af det tyske politi i Slesvig-Holsten.

Carles Puigdemont var ifølge advokaten på vej fra Finland, hvor han mødtes med forskellige politikere, og havde kurs mod Belgien. Her har han siden oktober levet i frivilligt eksil.

En spansk domstol udstedte fredag en europæisk arrestordre på Carles Puigdemont og de fire tidligere ministre, som siden efteråret har opholdt sig i Belgien.

Han er blandt andet anklaget for at tilskynde til oprør i hjemlandet, og bliver han kendt skyldig, kan det give fængselsstraf på op til 30 år.

Jaume Alonso-Cuevillas skriver, at tysk politis behandling af Carles Puigdemont har været korrekt, og at de nu afventer yderligere meldinger fra myndighederne.

Carles Puigdemont forlod sammen med fire andre tidligere ministre Spanien i slutningen af oktober efter at have organiseret en forfatningsstridig folkeafstemning om løsrivelse fra Spanien. Den spanske regering ophævede herefter Cataloniens selvstyre og udskrev nyt valg.

De seneste dage har tusindvis af cataloniere demonstreret i gaderne i Barcelona og krævet en regering, der fortsat kæmper for løsrivelse fra Spanien.

Spaniens højesteret afgjorde fredag, at 13 tidligere catalanske ledere, heriblandt Carles Puigdemont og den catalanske præsidentkandidat Jordi Turull, anklages for blandt andet oprør og underslæb.