Catalanske demonstranter blokerer veje og jernbaner

På etårsdagen for folkeafstemning om selvstændighed for Catalonien har demonstranter blokeret veje.

Catalanske separatister blokerer højhastighedstogets skinner i Girona for at markere etårsdagen for den omstridte afstemning om selvstændighed i Catalonien. (Foto: Jon Nazca © Scanpix) (Foto: Jon Nazca © Scanpix)

Tilhængere af selvstændighed for den spanske region Catalonien har mandag blokeret flere større veje og en jernbanestrækning. Det viser billeder fra en catalansk tv-station.

Blokaderne sker på årsdagen for en folkeafstemning i Catalonien om selvstændighed. Den spanske højesteret erklærede på forhånd folkeafstemningen for ugyldig.

Afstemningen udløste uroligheder. Her kom demonstranter og politi op at slås.

Mandag har hundredvis af aktivister indtaget en strækning på jernbanen i byen Girona, som ligger nord for storbyen Barcelona. Normalt kører et lyntog på strækningen.

Store veje ufremkommelige

Aktivister er også løbet ud på centrale veje i Barcelona og byen Lleida og har blokeret dem. Motorvejen AP-7, der fører fra Catalonien til Frankrig, er ifølge catalansk tv også blokeret.

Demonstranter har effektivt stoppet trafikken på motorvej AP-7. Det sker for at markere et-året for afstemningen om et uafhængigt Catalonien. Foto: EPA/Jaume Sellart (Foto: Jaume Sellart © Scanpix)

De trafikale blokader er planlagt af en gruppe, der kalder sig "Komiteen Til Forsvar af Republikken" (CDR).

Den var med til organisere folkeafstemningen for et år siden. Den kæmper fortsat for, at Catalonien kan forlade den spanske stat.

Politikere besøger skole, hvor mange blev såret

Aktivisterne er ikke de eneste, der markerer årsdagen. Den regionale regering fra Catalonien, der er en autonom enhed under den spanske stat, besøger ifølge nyhedsbureauet AP mandag en skole, der for et år siden blev brugt som stemmested.

Skolen blev stormet af politiet, der ville forhindre valghandlingen i at finde sted. Her blev omkring et hundrede mennesker såret, mens tv-kameraer sendte livebilleder fra stedet.

Derudover beretter AP, at studerende agter at strejke mandag, og der er også planlagt taler og demonstrationer.

Afstemningen udløste en forfatningskrise i Spanien og et retsopgør med den daværende leder af regeringen i Catalonien, Carles Puigdemont.

Indtil videre har Puigdemont søgt tilflugt i Belgien. Herfra har han indtil nu undgået udveksling til Spanien.

/ritzau/AFP