Catalonien får fem dage til at bekende selvstændighedskulør

Den spanske regeringen skal senest den 16. oktober have at vide, om Catalonien er blevet erklæret uafhængig eller ej.

Den spanske premierminister, Mariano Rajoy, vil nu have klar besked fra den catalanske selvstyreregering. (Foto: Javier Lizón © Scanpix)

Den catalanske selvstyrepræsident, Carles Puigdemont, har fået indtil mandag til enten at be- eller afkræfte, om han rent faktisk har erklæret Catalonien uafhængig af resten Spanien.

Det er meldingen fra den spanske regering ifølge det spanske nyhedsbureau EFE.

I aftes fastslog selvstyrepræsidenten i en tale til det regionale parlament, at catalonierne skal have deres egen stat, men at det skal ske gennem dialog med regeringen i Madrid.

Få timer efter underskrev han så en uafhængighedserklæring for derefter at suspendere den, og det har vagt stor undren hos den spanske premierminister, Mariano Rajoy.

Den spanske regering har blankt afvist at forhandle med den catalanske selvstyreregering.

- Det er ikke muligt at have dialog om noget, der i henhold til forfatningen er forbudt, sagde premierministeren tidligere på dagen.

- Det er ikke muligt at mægle mellem demokratisk lov og ulydighed.

Fastholder Carles Puigdemont selvstændighedserklæringen, vil centralregeringen i Madrid tage skridt imod at tage forfatningens artikel 155 i brug, skriver avisen El Pais.

Den tillader regeringen at suspendere selvstyret i Catalonien.

Carles Campuzano, der er talsmand for den catalanske selvstyrepræsident, har efterfølgende opfordret den spanske premierminister til at indlede dialog med selvstyreregeringen.

- Måske er det vores sidste mulighed for at nå frem til en god løsning for alle, siger han ifølge nyhedsbureauet AP.

Facebook
Twitter