Catalonien vælger ny regional leder

Den spanske region Catalonien har valgt Quim Torra som ny regeringsleder.

Quim Torra (yderst til højre) lykønskes med udnævnelsen som regional leder. (Foto: lluis Gene © Scanpix)

Cataloniens parlament har mandag eftermiddag valgt 55-årige Quim Torra som ny regional leder. Det skriver flere nyhedsbureauer.

Den tidligere catalanske leder Carles Puigdemont foreslog for få dage siden netop Quim Torra som kandidat til at lede den næste regering i regionen.

I forbindelse med en afstemning om Cataloniens uafhængighed fra Spanien har der været stor virak om Puigdemont. Han er nu i eksil i Tyskland og har selv afvist at blive valgt som regeringsleder igen.

Quim Torra er kendt som en brændende nationalist, som har kæmpet ivrigt for, at Catalonien skal være uafhængig.

Vil arbejde for brud med Spanien

I forbindelse med hans valg som leder for regionen har han ifølge nyhedsbureauet AFP da også lovet, at han fortsat vil arbejde for et brud med hovedlandet Spanien.

Valget af den nye leder blev foretaget af et splittet parlament i Barcelona.

Således stemte 66 medlemmer for Quim Torra, mens 65, der ikke går ind for uafhængighed i Catalonien, stemte imod.

Fire parlamentsmedlemmer undlod at stemme.

Udnævnelsen af den nye leder i spidsen for den catalanske regering sætter et punktum for et halvt års magtmæssigt tomrum i regionen.

Spaniens premierminister, Mariano Rajoy, udskrev valget i Catalonien tilbage i december, efter at han havde afsat den tidligere regering, fordi den i strid med forfatningen havde erklæret Catalonien for uafhængigt.

Quim Torra og hans regering bliver ifølge nyhedsbureauet AP efter planen indsat senere denne uge.

/ritzau/

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk