Tema Catalonien

Cataloniens leder: Det værste angreb siden Francos diktatur

Den catalanske leder Carles Puigdemont vil ikke acceptere en opløsning af regionens selvstyre.

Den catalanske leder Carles Puigdemont reagerede her til aften på den spanske regerings beslutning om at opløse Cataloniens selvstyre.

Han sagde, beslutningen ikke kan accepteres, og kaldte det for det værste angreb siden Francos diktaturstyre. Lederen har nu indkaldt sin regering for at få diskuteret den historiske beslutning, som den spanske premierminister Mariano Rajoy præsenterede i eftermiddag.

- Jeg vil bede parlamentet om at mødes i plenum, hvor vi som repræsentanter for regionens suverænitet vil tage en beslutning omkring forsøget på at likvidere vores regering og vores demokrati. Og vi vil reagere med konsekvenser, sagde Carles Puigdemont i en tv-transmitteret tale.

Mange demonstranter på gaden

 Carles Puigdemont:

Navn: Carles Puigdemont Casamajó.

Alder: 54 år (født 29. december 1962).

Fødested: Født i Amer i den selvstyrende spanske region Catalonien.

Nationalitet: Spanier (catalonier).

Uddannelse: Har læst catalansk filologi, der er studiet af en kulturs sprog, historie og litteratur.

Karriere: Blev i 2006 valgt til det catalanske parlament. Var borgmesterkandidat i den catalanske by Girona i 2007, 2011 og 2015. Fik posten efter de to sidstnævnte valg.

Indsat som præsident i Catalonien i januar 2016.

Har tidligere været ansat som journalist på den catalanske avis El Punt Avui, hvor han senere blev chefredaktør. Har også været med til at stifte et catalansk nyhedsbureau.

Civilstand: Er gift med rumæneren Marcela Topor, som han har to døtre med.

Bopæl: Bor i Girona.

Kilder: Nyhedsbureauet dpa og Cataloniens regering.

/ritzau/

Tidligere på dagen meddelte Spaniens premierminister, Mariano Rajoy , at man vil udløse den såkaldte artikel 155 i landets forfatning efter Cataloniens ulovlige folkeafstemning om løsrivelse.

Spaniens premierminister ønsker, at der nu skal afholdes valg i Catalonien i løbet af seks måneder.

Ministre i centralregeringen i Madrid skal i mellemtiden sidde i spidsen for det catalanske selvstyre. Cataloniens selvstyre står dog fortsat ved magt, ligesom parlamentet ikke er opløst.

Spaniens overhus, senatet, skal efter planen stemme om tiltagene 27. oktober.

Rajoys beslutning fik sidst på eftermiddagen hundredtusinder til at gå på gaderne i Barcelona i protest heriblandt Carles Puigdemont og andre ledende catalanske politikere. Ifølge politiet demonstrerede 450.000 mennesker i den regionale hovedstad, skriver nyhedsbureauet AFP.

Folkeafstemningen om Cataloniens løsrivelse, som en spansk domstol erklærede i strid med forfatningen, fandt sted 1. oktober i Catalonien, hvor 43 procent af vælgerne gik til stemmeurnerne. Her sagde 90 procent ja til selvstændighed.

Carles Puigdemont talte i en direkte tv-transmitteret tale til de spanske seere. (Foto: RUBEN MORENO GARCIA / GENERALITA © Scanpix)