Catalonien bør afholde endnu en folkeafstemning om uafhængighed. Sådan lyder meldingen i dag fra Cataloniens regionale præsident, Quim Torra, i en tale til det catalanske parlament.
Det skriver flere medier, heriblandt Reuters.
Udmeldingen kommer efter flere dages uroligheder i blandt andet den catalanske hovedstad, Barcelona.
Også i går aftes kom det til voldelige sammenstød mellem demonstranter og politi i den catalanske by, hvor demonstranter blokerede byens gader med barrikader og satte ild til biler.
Udløst af fængselsstraffe
Urolighederne er blevet udløst af, at ni catalanske separatistledere mandag blev idømt fængselsdomme på mellem ni og 13 år ved den spanske højesteret.
De ni ledere blev dømt for deres rolle i den seneste uafhængighedsafstemning, som fandt sted i 2017. Afstemningen var nemlig på forhånd dømt ulovlig og forfatningsstridig af den spanske regering i Madrid.
De verserende uroligheder har mødt fordømmelse fra den catalanske leder, Quim Torra, som i går udtalte, at den regionale regering "ikke vil tillade hændelser, som dem vi ser i gaderne nu".
- Dette bliver nødt til at stoppe lige nu. Der er ingen grund til at brænde biler af eller foretage nogen anden form for vandalisme, lød det fra den catalanske leder.
Udtalelsen fra Torra, som er fortaler for catalansk selvstændighed, kom efter, at den spanske premierminister, Pedro Sanchéz, opfordrede ham direkte til at fordømme volden.