Cataloniens parlament stemmer for uafhængighed fra Spanien

I Spanien har parlamentet i regionen Catalonien stemt ja til uafhængighed - efter at oppositionen udvandrede.

Cataloniens parlament klapper efter afstemningen om selvstændighed. (Foto: ALBERT GEA © Scanpix)

Cataloniens parlament har erklæret regionen uafhængig af resten af Spanien.

Det skete efter en afstemning i det regionale parlament i Barcelona. Den vil efter alt at dømme blive erklæret ulovlig af den spanske forfatningsdomstol.

Forud for afstemningen udvandrede oppositionspartierne i protest, efter at løsrivelsespartierne havde anmodet om en hemmelig afstemning.

Spanien ventes at inddrage selvstyret

Tidligere på måneden afholdt Catalonien en folkeafstemning om løsrivelse, der på forhånd var erklæret forfatningstridig.

Siden er striden om selvstændighed eskaleret, og i dag ventes det spanske senat at stemme ja til, at regeringen kan afskedige den catalanske selvstyrepræsident, Carles Puigdemont, samt alle medlemmerne af selvstyreparlamentet.

Der er tale om at den spanske regering ønsker at aktivere paragraf 155 i Spaniens forfatning, der gør det muligt at inddrage en regions selvstyre.

Spansk leder opfordrer til ro og orden

Den spanske regeringsleder Mariano Rajoy har efter afstemningen i det catalanske parlament opfordret til ro og orden i Spanien.

DR's Europakorrespondent Anna Gaarslev var sammen med tusinder af demonstranter uden for parlamentet inden afstemningen. Flere hundrede catalanske borgmestre deltog i demonstrationen for uafhængighed.

Facebook
Twitter