Chicago-forstad forbyder angrebsvåben

Indbyggerne i byen Deerfield har indtil 13. juni til at fjerne våben og magasiner. Ellers får de bøder.

Et forbud mod angrebsvåben i byen Deerfield er et direkte svar på massakren på Marjory Stoneman Douglas High School i Parkland, Florida, 14. februar. (Foto: Torben Christensen /Scanpix © Scott Olson)

Byen Deerfield, forstad til amerikanske Chicago har forbudt besiddelse, salg og fremstilling af angrebsvåben samt store magasiner.

Det sker som svar på en massakre på en skole i Florida i februar og andre nylige masseskyderier i USA.

Indbyggerne i den overvejende demokratiske forstad Deerfield har indtil 13. juni til at komme af med alle våben og magasiner, der falder under forbuddet.

Skoleskyderi i Florida

17 personer mistede livet, da en elev åbnede ild på et gymnasium i Parkland i den amerikanske delstat Florida. Skyderiet har efterfølgende startet en bevægelse af især unge amerikanere, der kritiserer den magtfulde våbenlobby NRA og kræver en strammere våbenlovgivning.

Se Tema

Bystyret i Deerfield har besluttet, at overtrædelse af forbuddet vil udløse en bøde på mellem 1.500 og 6.000 kroner.

Forbuddet er et direkte svar på massakren på Marjory Stoneman Douglas High School i Parkland, Florida, 14. februar. Her blev 17 mennesker dræbt.

Beslutningen i Deerfield vil formentlig møde juridisk modstand fra våbenrettighedsgrupper, der ser et forbud som en krænkelse af deres forfatningsmæssige rettigheder.

Et lignende forbud i Highland Park, Illinois, blev udfordret hele vejen til højesteret, hvor det blev opretholdt.

Modstandere af forbuddet frygter, at byen også vil forsøge at forbyde andre skydevåben og dermed yderligere krænke deres forfatningsmæssige ret til at bære våben.

/ritzau/