Chilensk fly med 38 ombord er savnet på vej mod Antarktis

Det chilenske luftvåben har mistet kontakt til et militærfly med 17 besætningsmedlemmer og 21 passagerer.

Det er et fly af typen C-130 Hercules, der er styrtet ned. (Arkiv) (Foto: Ümit Bektas © Scanpix)

Et militærfly med 38 mennesker om bord er styrtet ned.

Sådan lyder vurderingen fra det chilenske luftvåben i en pressemeddelelse natten til tirsdag dansk tid. Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Der er tale om et transportfly af typen Hercules C-130, der mandag klokken 16.55 lokal tid lettede fra den sydchilenske by Punta Arenas.

Kort efter klokken 18 mistede det chilenske luftvåben kontakten til flyet, der havde kurs mod Antarktis. Det fik tidligere luftvåbnet til at melde flyet savnet.

- Det chilenske luftvåben oplyser, at det efter mere end syv timer uden radiokontakt vurderes, at Hercules C-130-flyet er styrtet ned, lyder det tidligt tirsdag morgen i meddelelsen.

Vraget af flyet er endnu ikke blevet fundet. Og således er der heller ikke kendskab til de ombordværendes tilstand.

38 ombord

Om bord på flyet var 17 besætningsmedlemmer, og 21 er passagerer.

Flyet var på vej mod en chilensk base i Antarktis, hvor mandskabet skulle udføre vedligeholdelsesopgaver. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Et redningsmandskab blev aktiveret, da luftvåbnet mistede kontakten til flyet.

Chiles premierminister, Sebastian Pinera, oplyser på Twitter, at han sammen med landets indenrigsminister vil flyve til Punta Arenas.

Her vil de mødes med landets forsvarsminister og drøfte en eftersøgnings- og redningsmission. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Punta Arenas ligger nær Magellanstrædet på Chiles sydspids.

Sydpolen er centrum af verdensdelen Antarktis, hvor Chile gør krav på et større landområde.

Det fremgik i en tidligere version af artiklen, at flyet var på vej til en chilensk militærbase. Det er nu rettet, da der grundet Antarktis-traktakten ikke er militærbaser på Antarktis.

/ritzau/