Christlich-Soziale Union (CSU)

Bayern frem for alt!

Horst Seehofer er blevet kaldt Bayerns "Kennedy". En ministerpræsident der har flere offentlige affærer - og endda et barn udenfor ægteskabet - med i bagagen. (Foto: Tim Brakemeier © Scanpix)

Politisk orientering:

Konservative / kristeligt-sociale (centrum-højre)

Topkandidat:

Horst Seehofer

Partifarve:

Blå

Medlemmer:

Cirka 162.000

Mærkesager:

Samme som CDU - blandt andet sparekurs i europapolitikken, mindsteløn, skattelettelser, flere penge til pensionister og familier

Historielæreren fortæller…

CSU er egentlig et regionalparti i den store og magtfulde delstat Bayern. Alligevel spiller det en rolle i tysk forbundspolitik.

For CSU indgår i en politisk union med Merkels CDU, og de to søsterpartier har mange fælles synspunkter.

Men CSU har tættere bånd til katolicismen og særligt til de sydtyske traditioner. Derfor kæmper partiet især for Bayerns interesser og selvstændighed - og mod mere magt til staten og EU.

Partiets temperatur lige nu…

CSU har siddet alene på den bayerske trone i årtier, men i 2008 led partiet et sviende nederlag ved et delstatsvalg. Siden da har de måttet dele regeringsmagten i Bayern med de liberale, FDP.

CSU's formand Horst Seehofer vil gøre alt for at hans parti igen bliver enehersker. Og derfor kæmper han mere end nogensinde før for delstatens interesser - og mod FDP, som har været en irriterende torn i det bayerske øje.

For Horst Seehofer er forbundsdagsvalget kun efterårets næstevigtigste. 14 dage før er der nemlig igen delstatsvalg i Bayern.