CIA anvendte ubegrundet tortur

En formodet topterrorist havde fortalt alt til sine CIA-afhørere, alligevel beordrede folk højere op i systemet, at han skulle udsættes for tortur. Det skriver New York Times blandt andet på baggrund af et juridisk memorandum.

Waterboarding er en torturmetode, hvor offeret føler, at han/hun drukner. (Foto: Kevin Lamarque © Reuters)

Højtplacerede embedsmænd i efterretningstjenesten CIA gav ordre til anvende tortur mod en fange fra al-Qaeda, selv om hans afhørere var overbevist om, at han allerede havde fortalt dem alt, hvad han vidste.

Det skriver New York Times og kaster nyt lys over, hvordan de kontroversielle metoder gjorde sit indtog under tidligere præsident George W. Bush.

Avisen, der citerer tidligere CIA-officerer og et netop offentliggjort juridisk memorandum, siger, at det var højtplacerede medarbejdere i CIA's hovedkvarter, som gav ordre til at anvende brutale metoder over for fangen, Abu Zubaydah. Bl.a. ved at spærre ham inde i kasser og ved at kaste ham mod væggen. Og ved at bruge den omstridte torturmetode waterboarding.

Han havde ikke flere oplysninger

Ifølge New York Times skete det, selv om tidligere CIA-officerer kan berette, at Abu Zubaydah allerede havde givet værdifulde oplysninger under mildere former for afhøringer. Da der siden blev anvendt tortur, gav det ingen resultater.

- Han bad for sit liv. Men han gav ingen nye oplysninger. Han havde ikke flere oplysninger at give, siger officeren.

Bush-regeringen var overbevist om, at Abu Zubaydah var en operativ leder i al-Qaeda og havde en stor rolle i planlægningen af terrorangrebet på USA den 11. september 2001.

USA's justitsministerium offentliggjorde torsdag et dokument fra 2002, som godkendte torturlignende afhøringsteknikker, heriblandt at forhindre fanger i at falde i søvn i dagevis og at simulere drukning (waterboarding). Præsident Barack Obama har forbudt disse metoder og kaldt dem en stor fejltagelse.

Facebook
Twitter