CIA spillede en central rolle i Benghazi i det østlige Libyen, da USA's konsulat i byen blev angrebet af bevæbnede mænd den 11. september i år.
Fire amerikanske embedsmænd, deriblandt USA's ambassadør Christopher Stevens, blev dræbt ved angrebet i Benghazi.
Det vækker derfor stor opsigt i Washington, at agenter fra efterretningstjenesten CIA var langt mere aktiv i kampen mod oprørerne end tidligere antaget.
- CIA-agenter blev sendt ud fra en hemmelig base i Benghazi, siger anonyme embedsmænd i Washington til flere amerikanske medier.
Forsøgte at få hjælp
- De var helte. De forsøgte at få hurtig hjælp fra lokale, og de forsøgte at få fat på tungere våben. Da dette ikke lykkedes, gik de alligevel ind og satte deres eget liv på spil for at redde deres kammerater, siger en af kilderne til Reuters.
- Da der blev slået alarm på konsulatet var seks CIA-agenter nået frem fra deres hemmelige base halvanden kilometer væk, inden der var gået 25 minutter, skriver avisen The New York Times.
Mens angrebet var i gang var agenterne med til at evakuere 30 amerikanere fra konsulatet til byens lufthavn.
Tema i valgkampen
Angrebet i Benghazi er blevet et af de tilbagevendende temaer i valgkampen i USA, og Republikanerne har kritiseret præsident Barack Obama og Det Hvide Hus for at have ventet for længe med at sende hjælp til de amerikanske diplomater i Benghazi.
Men CIA kunne ikke have handlet hurtigere, vurderer kilder i Washington over for Reuters.
- På alle niveauer - fra de øverste ledere i Washington til de øverste leder i Libyen - var alle optaget af at yde størst mulig hjælp, siger kilden.
Avisen Wall Street Journal skriver, at over 20 CIA-agenter brugte konsulatet i Benghazi samt deres eget kontor til at bekæmpe terrorisme og beskytte tunge våben hos den libyske regering.
Efter angrebet i Benghazi skulle CIA have fået repræsentanter for sikkerhedsstyrkerne i Libyen til at ødelægge hemmelige dokumenter.