CIA-topchef orienterer senatorer om Khashoggi-drab

CIA's direktør, Gina Haspel, vil orientere ledende medlemmer af Senatet om drab på saudisk systemkritiker.

CIA-chef Gina Haspel vil i dag diskutere drabet på den saudi-arabiske journalist Jamal Khashoggi i Istanbul 2. oktober (arkivfoto). (Foto: Kevin Lamarque © Scanpix)

Direktøren for den amerikanske efterretningstjeneste, CIA, Gina Haspel, vil i dag orientere ledende senatorer om drabet på den saudiarabiske journalist og systemkritiker Jamal Khashoggi, oplyser Reuters.

Både demokratiske og republikanske senatorer har krævet, at USA lægger afstand til Saudi-Arabien som følge af drabet, der fandt sted på Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul 2. oktober.

Flere senatorer har blandt andet talt om at annullere saudiarabiske våbenkøb for milliarder af dollar, men det har præsident Donald Trump afvist.

Derimod har USA indført sanktioner mod 17 højtstående saudiarabere. De menes alle at have været involveret i drabet på Khashoggi.

For et par uger siden opfordrede medlemmer af Senatets udenrigsudvalg Donald Trump til at indlede en undersøgelse af, hvilken rolle Saudi-Arabiens kronprins, Mohammed bin Salman, eventuelt har spillet i drabet.

Trump har sagt, at kronprinsen 'meget vel kan have vidst besked', men han har også understreget vigtigheden af at bevare det gode forhold til Saudi-Arabien.

Ifølge flere amerikanske medier er CIA's egen konklusion, at det nærmest er utænkeligt, at kronprins bin Salman ikke på en eller anden måde er involveret.

Senatorer fra begge partier var ifølge nyhedsbureauet utilfredse med, at CIA-direktør Gina Haspel ikke deltog, da topfolk fra regeringen i sidste uge drøftede drabet.

/ritzau/

Facebook
Twitter