Civile mål bombet i Zaporizjzja, hvor Putin tager kontrol med atomkraftværk

Mindst tre personer er blevet dræbt efter flere missilangreb torsdag.

Ukrainske brandmænd slukker ilden i en udbombet boligblok i Zaporizjzja. (Foto: © MARINA MOISEYENKO, Ritzau Scanpix)

En boligblok på fem etager i byen Zaporizjzja i det sydlige Ukraine blev pulveriseret af et missilangreb natten til torsdag.

De lokale myndigheder oplyser ifølge Reuters, at nattens angreb blev fulgt op af nye angreb i morgentimerne. Guvernøren i Zaporizjzja-regionen siger, at mindst tre personer er blevet dræbt og 12 er såret.

Ukraine anklager Rusland for angrebet. Det russiske militær har endnu ikke kommenteret anklagerne, men Rusland afviser rutinemæssigt, at man angriber civile mål i Ukraine.

  • Brandfolk arbejder i ruinerne efter nattens angreb i Zaporizjzja. (Foto: © Dimitar Dilkoff, Ritzau Scanpix)
  • Angrebet kommer dagen efter, at Ruslands præsident, Vladimir Putin formelt underskrev annekteringen af Zaporizjzja og tre andre regioner i Ukraine. (Foto: © Dimitar Dilkoff, Ritzau Scanpix)
  • Frivillige søger efter overlevende i murbrokkerne efter torsdagens angreb. (Foto: © Dimitar Dilkoff, Ritzau Scanpix)
  • En mand lufter sin hund ved et bombekrater efter nattens angreb. (Foto: © Dimitar Dilkoff, Ritzau Scanpix)
1 / 4

Byen Zaporizjzja ligger i regionen af samme navn, der er en de fire ukrainske regioner, som Rusland har annekteret. Byen er kontrolleret af Ukraine.

Angrebet mod boligblokken kommer, mens Ruslands militær taber terræn på slagmarken både i det østlige og sydlige Ukraine.

Strid om atomkraftværk

Ruslands præsident, Vladimir Putin, underskrev onsdag de sidste papirer, som fuldender annekteringen af de fire ukrainske regioner efter særdeles omstridte folkeafstemninger.

Senere samme dag gav Putin ordre til at beslaglægge Zaporizjzja-atomkraftværket, der ligger 50 kilometer sydvest for byen Zaporizjzja.

Russiske soldater indtog atomkraftværket i marts, men det bliver stadig drevet af ukrainske ansatte. Værket har været udsat for angreb flere gange under krigen.

Her er de fire regioner, hvor der har været såkaldte folkeafstemninger. (© DR Grafik: Natalie Nystad)

Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, siger, at Putins ordre er "atom-afpresning".

- Du bruger ikke våben, men kan stadig afpresse ved forhindre atomkraftværket i at arbejde for folket, som ikke modtager elektricitet, sagde Zelenskyj i en videotale til en tænketank i Australien torsdag.

Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) har udtrykt stor bekymring over sikkerheden på Zaporizjzja-atomkraftværket. IAEA's chef, Rafael Grossi er netop nu på besøg i Kyiv, hvor han ventes at foreslå en sikkerhedszone ved værket.

Det er Europas største atomkraftværk med seks reaktorer, som før krigen stod for en femtedel af elektriciteten i Ukraine. I øjeblikket er alle reaktorerne i Zaporizjzja lukket ned på grund af sikkerheden i området.

Moskva-kontoret