Claus Hjort: Rusland bag cyberangreb mod Mærsk

Både forsvarsministeren og hans britiske kollega mistænker Rusland for at stå bag sommerens cyberangreb.

Sommerens cyberangreb peger direkte tilbage til den russiske stat og det russiske militær, siger forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen. (Foto: © REUTERS/Maxim Shemetov Scanpix, Ints Kalnins)

Rusland stod bag det store cyberangreb, der i sommer ramte blandt andre Mærsk og påførte koncernen et milliardtab.

Den britiske forsvarsminister, Gavin Williamson, siger ifølge BBC og andre britiske medier, at russerne slap angrebet løs på Ukraine, hvorefter det bredte sig ud over Europa.

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) er helt enig i den britiske vurdering.

- Det peger direkte tilbage til den russiske stat og det russiske militær, siger Claus Hjort Frederiksen, der er til forsvarsministermøde i Nato i Bruxelles.

Han siger, at det russiske cyberangreb ikke har noget at gøre med spionage, hvor man forsøger at indhente oplysninger.

- Det særligt farlige er, at man hacker sig ind for at forvolde skade. Russerne har løftet det her op på et højere niveau, hvor det bare går ud på at forvolde skade ligesom i et militært angreb, siger Claus Hjort Frederiksen.

/ritzau/