Clinton vælger snart sin vicepræsidentkandidat: Kedelig hvid mand blandt favoritterne

Hillary Clinton offentliggør sin vicepræsidentkandidat i dag eller i morgen.

Hillary Clinton ventes af offentliggøre sin vicepræsidentkandidat fredag eller lørdag. (Foto: Mark Damon/Las Vegas News Bureau © Scanpix)

En tidligere amerikansk vicepræsident har engang beskrevet vicepræsident-jobbet som: ”Ikke en spand pis værd”.

Så galt mener favoritterne til at blive Hillary Clintons vicepræsidentkandidat næppe, at jobbet kan være.

I hvert fald er der stadig hård kamp om at komme på stemmesedlen sammen med demokraternes præsidentkandidat.

Amerikanske medier fortæller, at Hillary Clinton offentliggør navnet på sin ”running mate” fredag eller lørdag.

Der er Hillary nemlig på tur i Florida. Delstaten bliver vurderet til at være den vigtigste svingstat ved præsidentvalget den 8. november.

Årsagen er, at Donald Trump har meget få chancer for at vinde præsidentvalget uden også at vinde Florida.

En offentliggørelse fredag eller lørdag ville være et godt afsæt forud for det demokratiske konvent, der starter mandag.

Hillary Clinton menes at læne kraftigt mod to favoritter til posten som vicepræsidentkandidat. To sikre, men også lidt kedelige valg: Tim Kaine og Tom Vilsack.

Men andre kandidater er stadig i spil.

Se kandidaterne herunder.

Tim Kaine, 58 år

Tim Kaine er favorit til at blive Hillary Clintons vicepræsidentkandidat. (Foto: Michael Reynolds © Scanpix)

Tim Kaine er nuværende senator og tidligere guvernør i svingstaten Virginia og har været favorit til posten som vicepræsidentkandidat de seneste måneder. Han er et sikkert og måske også lidt kedeligt valg.

Tim Kaine har solid erfaring som politiker og har stor erfaring med national sikkerhed, som spiller en større rolle i valgkampen end forventet. Tim Kaine vil ikke kunne hjælpe Hillary Clinton med at få mere begejstring ind i hendes kampagne.

Men han vil kunne tilføje endnu mere driftsikkerhed og erfaring.

Han har selv sagt, at valget af ham vil være lidt ”kedeligt”. Hillary Clinton har til PBS sagt, at hun ”elsker, at han er kedelig”.

Trods det lidt kedelige har mange bookmakere, medier og meningsmålinger Tim Kaine som klar favorit.

Tom Vilsack, 65 år

Tom Vilsack sammen med Hillary Clinton i den vigtige svingstat Iowa. Tom Vilsack er på det seneste nævnt som en af to favoritter til at blive vicepræsidentkanddiat. (Foto: Brian snyder © Scanpix)

Tom Vilsack er landbrugsminister i Barack Obamas regering og tidligere guvernør fra svingstaten Iowa. Han er kommet sent ind i topfeltet blandt de største favoritter til at blive Hillarys vicepræsidentkandidat.

Tom Vilsack har i flere årtier været gode venner med Clinton-parret. Han anses som et sikkert valg, hvor Hillary kan få en tæt allieret, der kan alt det, han skal.

- Jeg er en arbejdshest. Ikke en showhest, har Tom Vilsack udtalt om sig selv.

Det tætte personlige forhold og stor erfaring fra et liv i politik tæller op. En lidt kedeligt og semi-ukendt profil tæller lidt ned.

Tom Perez, 54 år

Tom Perez nævnes som outsider til at blive Hillarys vicepræsidentkandidat. (Foto: JONATHAN ERNST © Scanpix)

Tom Perez er arbejdsminister i Barack Obamas regering, venstreorienteret demokrat og latino.

Han har dermed både stærk politisk erfaring, kan appellere til de millioner, som stemte på Bernie Sanders i primærvalgkampen, og sidst men ikke mindst, vinde mange stemmer blandt latino-vælgerne, som vurderes til at kunne være den vigtigste vælgergruppe ved valget til november.

Men amerikanske medier fortæller, at Hillary Clinton skulle være gået væk fra at ville have en latino som vicepræsidentkandidat.

Årsagen er simpelt hen, at Donald Trump står så dårligt blandt latino-vælgerne, at Clinton nærmest allerede har vundet de latinoer, hun har behov for.

Julian Castro, 41 år

Julian Castro og Hillary Clinton hånd i hånd til et vælgermøde for latinoer. Castro er på det seneste faldet lidt ned i feltet over de førende favoritter til at blive Hillary Clintons vicepræsidentkandidat. (Foto: DARREN ABATE © Scanpix)

Julian Castro er boligminister i Obamas regering, og en af Det Demokratiske Partis unge stjerner. Han blev tidligere nævnt som en af de helt store favoritter til at blive Hillary Clintons vicepræsidentkandidat.

Men han er på det seneste gledet lidt ud af det øverste favoritlag.

Blandt andet fordi han er blevet anklaget for at sammenblande sin rolle som minister med sin eventuelle kommende rolle som Clintons vicepræsidentkandidat.

Julian Castro ville være et valg, der kunne sætte lidt mere karisma ind i Hillary Clintons noget begejstrings-forladte kampagne.

Castro er latino og ville kunne engagere de mange millioner hispanics.

Elizabeth Warren, 67 år

Elizabeth Warren er venstrefløjen hos demokraternes yndling. Men det ser sort ud med Warrens chancer for at blive vicepræsidentkandidat. (Foto: GARY CAMERON © Scanpix)

Elizabeth Warren er senator fra Massachusetts og mange demokraters ønskekandidat.

Hun er venstrefløjens darling og mange håbede, at hun selv ville stille op som mulig præsidentkandidat.

Hendes konstante angreb på Donald Trump og finanssektoren ville være brugbare for Hillary Clinton.

Men måske kan Hillary Clinton stadig få det samme ud af Warren uden at behøve at putte hende på stemmesedlen.

USA er tydeligvis klar til at få en kvindelig præsident. Men om de er helt klar til både kvindelig præsident og vicepræsident er noget mere usikkert. Det tæller ned for Elizabeth Warren.

Andre mulige kandidater:

Cory Booker: Karismatisk og sort senator fra New Jersey.

James Stavridids: Pensioneret admiral. Tidligere top-leder i Nato.

Sherrod Brown: Senator fra den vigtige svingstat Ohio.

Facebook
Twitter