Clintons problem: Vælgerne har ikke lyst til at drikke en øl med hende

ANALYSE: Præsidentvalget i USA kan komme til at stå mellem de to mest upopulære kandidater.

Mange vælger i USA opfatter Hillary Clinton som afmålt, upersonlig og beregnende. (Foto: Mike Segar © Scanpix)

Da jeg i forbindelse med et interview i 2012 tilbragte over 2 timer i selskab med Hillary Clinton, var det en imødekommende, nærværende og charmerende udenrigsminister, der både spurgte til mit privatliv og overskudsagtigt øste ud af anekdoter fra sit eget liv.

Jeg havde forventet en afmålt, lettere stresset toppolitiker og var af Secret Service blevet instrueret i, hvordan jeg skulle bevæge mig i hendes nærvær.

Alt blev gjort til skamme. Hillary Clinton kom mig smilende i møde og tog mig under armen som en ældre dame ville gøre, hvis man skulle følge hende over vejen. Det var på alle måder en behagelig og interessant oplevelse.

Denne oplevelse har mange mennesker, når der er tæt på Hillary Clinton, der i dag forsøger at blive demokraternes præsidentkandidat til det valg, der skal finde sted i USA til november.

Alligevel ser mange amerikanere Hillary Clinton som afmålt, upersonlig og beregnende. Altså det stik modsatte af det, man oplever, når man står over for hende i virkeligheden i stedet for at se hende på en tv-skærm.

Stadig storfavorit

Tag ikke fejl. Hillary Clinton er stadig storfavorit til at vinde den demokratiske nominering forud for præsidentvalget. Og selv om udfordreren Bernie Sanders måtte vinde dagens primærvalg i New York, bringer det ham kun marginalt tættere på en samlet sejr.

I valgkampen prøver Hillary Clinton til stadighed at vise sin menneskelige side. Her spiser hun is og får et knus på en isbar i New York. (Foto: Justin sullivan © Scanpix)

Alligevel har Clinton det problem, at den samlede amerikanske befolkning synes dårligere om hende end Sanders. Ifølge en måling fra AP-gfk ser 48 procent af amerikanerne positivt på Sanders, mens 39 procent ikke bryder sig om ham. Imens ser 40 procent af amerikanerne positivt på Hillary Clinton, mens 55 procent ikke bryder sig om hende.

Mange amerikanere altså ser negativt på Hillary Clinton, og amerikanske valg bliver som så mange andre valg ofte afgjort på, om kandidaten er en, man gider drikke en øl med. Clinton er ikke amerikanernes favorit som selskab lørdag aften på den lokale bar, men hun kan til gengæld glæde sig over, at den højtråbende republikanske frontløber, Donald Trump skraber bunden i målingen, hvor hele 69 procent siger, at de ikke bryder sig om ham.

Kamp mellem de mest upopulære

Dermed ser det paradoksalt nok ud til at præsidentvalget i USA kan komme til at stå mellem de to mest upopulære kandidater.

Hillary Clinton har også farverige tilhængere. (Foto: Mike Segar © Scanpix)

Men statistik skal som bekendt tages med et gran salt, og målingen viser da også, at Hillary Clinton er den kandidat, som flest amerikanere mener, er i stand til at vinde selve præsidentvalget. 82 procent mener, at hun har en chance for at vinde nøglerne til Det Hvide Hus.

Jeg har endnu ikke haft Donald Trump på tomandshånd, men også han er formentlig både rar og imødekommende, selv om han på tv gør, hvad han kan, for at virke kontroversiel og barsk.

Sagen er bare den, at det er blevet Trumps varemærke og styrke at være den stærke uforsonlige fyr, der råber højt, mens amerikanerne stadig leder efter træk hos Hillary Clinton, som de bryder sig om. Det er altså en mudret kamp, hvor det i høj grad er uforudsigeligt hvilke parametre, der bliver afgørende i sidste ende.

I nat bliver vi en smule klogere på, hvor det måske bærer hen, når stemmerne fra primærvalget i New York er talt op.

Facebook
Twitter