Cohen klar til kongreshøring: Trump er en racist. Han er en bedrager. Han er en løgner

Trumps tidligere advokat vidner foran kongressen i dag. Flere medier har allerede set en skriftlig kopi af hans udtalelser.

Når Donald Trumps tidligere advokat Michael Cohen senere i dag står frem og vidner foran kongressen, så vil den amerikanske præsident blive ramt af en række alvorlige beskyldninger.

Men når Cohen retter skytset mod Trump, så gælder det om holde fokus på de beskyldninger, som han faktuelt kan bevise, og skelne dem fra de mere følelsesmættede udbrud og påstande. Det fastslår Anders Agner, chefredaktør på netmediet Kongressen.com.

- Det, vi skal lægge mærke til, er, at Cohen bekræfter, at Trump har vidst alt, hvad han er blevet beskyldt for og hidtil har afvist. Det vil sige i forhold til betalingen af 'hush money' til Stormy Daniels, i forhold til russiske forbindelser under 2016-valgkampen, og at man har samarbejdet med Wikileaks i forbindelsen med offentliggørelsen af de her mange demokratiske mails, som blev hacket og offentliggjort.

Trump har vidst, hvad der er foregået, selvom han siger det modsatte.

- Der var tidligere en meget nær alliance mellem Donald Trump og Michael Cohen. Men det her er en vred, vred mand, som sender nogle hilsner til præsidenten. Der er ingen tvivl om, at Cohen i dag hader sin tidligere chef.

Derfor mener Anders Agner også, at man skal fokusere på de beviser, som Cohen ventes at fremlægge under høringen, fremfor når han angriber præsidenten for at være eller en svindler.

Et 20 sider langt vidneudsagn

Cohen har på forhånd udleveret et 20 sider langt vidneudsagn, som han vil indlede høringen med at læse op for kongresmedlemmerne.

Vidneudsagnet er allerede nu blevet refereret i flere medier, heriblandt CNN og Politico.

Han var i ti år advokat for Trump, og i december fik han en dom på tre års fængsel, blandt andet for at have løjet for kongressen, for at have forbrudt sig mod den amerikanske valglov ved at have brugt kampagnebidrag til at betale to kvinder for at holde mund om deres affærer med Trump.

Advokaten har valgt at samarbejde med specialanklager Robert i Mueller i forbindelse med Rusland-undersøgelsen.

Han er blevet afsløret i at lyve både over for kongressen og overfor Robert Mueller.

Stormy Daniels fik i forbindelse med valgkampen i 2016 penge for at have ladet være med at afsløre, at hun havde haft sex med Donald Trump. (Foto: FABRIZIO BENSCH © Scanpix)

Nu tager Cohen i sit vidneudsagn i klare vendinger afstand fra sin tidligere chef.

- Jeg er flov over mig selv og de ting, jeg gjorde for Trump i min stræben efter at beskytte og støtte ham.

- Jeg er flov, fordi jeg ved, hvem Trump er. Han er en racist. Han er en bedrager. Han er en løgner, står der blandt andet i vidneudsagnet.

I det 20 sider lange vidneudsagn fremlægger Cohen blandt andet en af de 11 checks, som Trump ifølge advokaten gav ham for at dække den udgift, som Cohen havde haft, da han betalte pornostjernen Stormy Daniels for at tie om hendes forhold til præsidenten.

En opringning fra Roger Stone om Wikileaks

Derudover vil Cohen hævde, at han i 2016 var til stede, da Trump tog imod en opringning fra Roger Stone, Trumps politiske rådgiver, mens telefonen var på medhør.

- Mr. Stone fortalte Mr. Trump, at han lige havde talt med Julian Assange, og at Mr. Assange havde fortalt Mr. Stone, at i løbet af nogle dage, så ville der komme et stort læk af emails, som ville skade Hillary Clintons kampagne, lyder teksten i det skrevne vidneudsagn.

Ifølge Cohen svarede Trump Stone:

- Det ville være fantastisk.

Hvis Cohens beskyldninger er korrekte, vil det være første gang, at nogen med førstehåndskendskab siger, at præsidenten havde direkte kendskab til Wikileaks' læk.

Roger Stone har været politisk rådgiver for Donald Trump. (Foto: Erik S. Lesser © Scanpix)

Roger Stone, der er under anklage om at afgive falsk forklaring og forsøge på at påvirke vidner, hævder, at han hverken har diskuteret sagen med Trump eller haft den påståede kontakt med Wikileaks.

- Trumplejren vil formentlig sige, at det her grebet ud af den blå luft, og Michael Cohen får svært ved at bevise, at det har fundet sted, sådan som han siger.

- Omvendt så udtaler han sig under ed, og det er strafbart, hvis han lyver igen, konstaterer Anders Agner.

Trump-advokater godkendte Cohens løgne

Cohen hævder i udsagnet også, at præsidentens personlige advokater på forhånd godkendte og redigerede de udsagn, som Cohen kom med, da han i 2017 løj for kongressen om Trump-organisationens store ejendomsprojekt i Moskva.

Advokaten kommer med også med nye beskyldninger om, at Trump var dybt involveret i et Trump Tower-projekt i Moskva tilbage i 2016 - og at han har overværet en samtale mellem Trump og sønnen Donald Jr., hvor den russiske forbindelse blev diskuteret.

- For at udtrykke det klart så kendte Mr. Trump til og styrede Trump Tower-forhandlingerne under hele valgkampagnen - og løj om det. Han løj, fordi han ikke forventede at blive valgt. Og han løj om det, fordi han kunne tjene hundredevis af millioner dollar i Moskva på ejendomsprojektet.

Andre steder i vidneudsagnet beskylder Cohen Trump for at komme med racistiske kommentarer om afro-amerikanere.

- Det er kun sorte mennesker, som kan leve på den måde, skal Trump have sagt, da han på et tidspunkt kørte gennem et fattigt kvarter i Chicago sammen med Cohen. Han skal have tilføjet, at afro-amerikanere 'aldrig ville stemme på ham, fordi de er for dumme'.

Desuden skal præsidenten ifølge Cohen have snydt med et lægeudsagn for at slippe for at deltage i Vietnam-krigen, og for at have truet sin tidligere high school og sit tidligere college til ikke at offentliggøre de karakterer, som præsidenten i sin tid fik. Det sidste skal Cohen kunne bakke op med kopier af de breve, som han sendte til Trumps tidligere high school og college.

'Den vanærede forbryder Michael Cohen'

Det Hvide Hus har på forhånd forsøgt at underminere Cohens troværdighed og understreget, at man ikke have tillid til en, der er dømt for at lyve.

Efter offentliggørelsen af Cohens vidneudsagn har CNN bedt Det Hvide Hus om en kommentar. Her henviser man til pressechef Sarah Sanders udtalelse om Cohens vidneforklaring tirdag:

- Den vanærede forbryder Michael Cohen skal i fængsel, fordi han har løjet for kongressen og er kommet med andre falske udsagn. Desværre skal han også udtale sig til kongressen i denne uge, og vi kan vente mere af samme salgs. Det er latterligt, at der er nogen, som vil tage en dømt løgners ord for gode varer, og det er ynkeligt at se ham få endnu en mulighed for at sprede sine løgne.

Vil grave grøfterne endnu dybere

Og det vil netop være Trump-lejrens strategi: at slå på Cohens manglende troværdighed, fordi advokaten en gang er blevet dømt for at lyve, fastslår Anders Agner.

- Det er problemet med et spejl, der går i stykker. Man kan godt lime det sammen igen, men man kan stadig se linjerne mellem skårene. Cohen har løjet før og er dømt for det. Trumps folk vil frame ham som dybt utroværdig. Men det er ikke det samme som, at hans udsagn ikke er et problem for Trump.

- Demokraterne vil gøre alt, hvad de kan for at udnytte denne høring. De ved godt, at der er kamera på.

Men vil Cohens udsagn i kongressen i dag komme til at få nogle konsekvenser for Donald Trump? Formentlig ikke, forudsiger Anders Agner.

- Overordnet vil sagen næppe flytte noget. Trumps base har i høj grad købt ind på, at Cohen er utroværdig og ikke en mand, som man skal tage seriøst. Omvendt vil det skærpe den følelse, som de mennesker, der ikke bryder sig om Trump har. Så dagens høring vil ikke flytte noget rent politisk mellem folk, der enten er med eller imod Trump, men den vil grave grøfterne endnu dybere.

Du kan følge Michael Cohens høring live her på dr.dk klokken 16.

Facebook
Twitter