Container med 1.026 stødtænder er fundet i Cambodia

Fundet af elfenben i Cambodia er udtryk for, at handlen er under pres, siger Verdensnaturfonden.

De mange stødtænder var gemt mellem marmor i en contailer. (Foto: BAN CHORK © Scanpix)

De cambodjanske myndigheder har fundet 3,2 ton elfenben - 1026 stødtænder - i en container i havnen i Phnom Penh sendt til en ukendt modtager.

Opdagelsen skete efter et tip og er landets største fangst af elfenben, der er forbudt at sælge og handle med.

- Stødtænderne var gemt blandt marmor i en container, der var forladt, siger Sun Chay, chef for toldchef i havnen i Phnom Penh, hvor containeren blev fundet.

Cambodia er blevet den nye frontlinje i kampen mod elfenbenshandel, fordi Thailand er begyndt at slå hårdt ned på handlen, fortæller Bo Øksnebjerg, generalsekretær i Verdensnaturfonden.

Udtryk for positiv udvikling

Derfor kalder han det store fund i Cambodia for et udtryk for en positiv udvikling.

- På den ene side bliver jeg altid enormt ked af det, når der bliver fundet så meget elfenben. På den anden side er det et udtryk for, at det hårde arbejde mod krybskytteri og handel med elfenben er begyndt at virke, siger Bo Øksnebjerg.

- Handelskanalerne er ved at blive lukket og vi tvinger bagmændene til at blive mere og mere opfindsomme, siger han.

/ritzau/

Facebook
Twitter