Corona har slået den politiske tillid mellem EU-landene ihjel

EU-samarbejdet er havnet i en politisk mistillidskrise, som gør det meget svært at løse den økonomiske krise.

Den italienske premierminister, Giuseppe Conte, var bestemt ikke tilfreds under sidste uges digitale EU-topmøde. Her blev afstanden mellem Nord- og Sydeuropa endnu engang tydelig for enhver. (Foto: Filippo Attili - Chigi Palace Pr © Scanpix)

Chefen for Den Europæiske Centralbank, Christine Lagarde, har forsøgt at råbe

EU
-lederne op via videolink.

Det, Europa nu står overfor, er en økonomisk krise af ”episke” dimensioner. Den økonomiske aktivitet i Europa risikerer at falde med hele ti procent, lød det fra Christine Lagarde, da hun torsdag sidst på eftermiddagen som en af de første fik ordet ved det

ekstraordinære
EU
-topmøde om coronakrisen, som
EU
´s stats- og regeringschefer afholdt.

Topmødet var på mange måder ekstraordinært. Anledningen til topmøde – en pandemi – var ekstraordinært. Måden topmødet blev afholdt på – via videolink, hvor hver

EU
-leder deltog hjemme fra deres egen hovedstad – var også ekstraordinært. Det samme er antallet af syge og døde, som
EU-landene
kæmper med i disse dage.

Men mest ekstraordinært af alt er nok den økonomiske afgrund, som

EU-landene
lige nu stirrer ned i.

Christine Lagarde forsøgte at forklare

EU
-lederne, at de økonomiske udfordringer risikerer langt at overgå det,
EU-landene
oplevede under finanskrisen.

Baggrunden for ECB-chefens advarsel er enkel. Under finanskrisen var det en gruppe af lande, som var hårdt ramte. Coronakrisen er anderledes. Den rammer alle lande. Både landene i og uden for

euroen
– rig som fattig. Forgældede lande og lande med sund økonomi.

Velkendte uenigheder

EU-landene
har i dag ét fællestræk. De står alle over for enorme økonomiske udfordringer. Det kommer til at gøre ondt, og det kommer til at koste mange penge at komme ud af krisen.

Det var derfor, Christine Lagarde lagde hårdt ud ved starten af

EU
-topmødet og advarede lederne om, at det, som nu er i vente, er en krise af ”episke” dimensioner.

Det skulle dog hurtigt vise sig, at dommedags-advarslerne fra den europæiske centralbankschef ikke havde gjort noget større indtryk på

EU
´s stats- og regeringschefer. De indledte i stedet en næsten seks timer lang diskussion, som på mange måder endte med at lyde som et ekko af den lange række af europæiske topmøder, der blev gennemført under finanskrisen.

EU-landene
var splittede efter velkendte linjer. Der var landene i syd – anført af den italienske
premierminister
, Giuseppe Conte, og hans spanske kollega, Pedro Sánchez, som appellerede om hjælp og sammenhold.

Og overfor dem stod de nordlige

EU
-medlemmer med Holland, Tyskland og Østrig som de mest markante – men også bakket op af Finland – der manede til besindighed, og som frem for alt advarede mod at træffe store uoverlagte og
vidtrækkende
beslutninger. De nordlige eurolande reagerede som de gjorde så ofte under finanskrisen med et:

”Lad os nu lige vente og se tiden an”.

Den hollandske premierminister, Mark Rutte, er en af de eurolandsledere, der vil vente og se tiden an. (Foto: EVA PLEVIER © Scanpix)

National handling

Den økonomiske krise er kun ved sin spæde start. Usikkerheden er enorm. Ingen ved, hvornår butikker og fabrikker kan åbne igen. Og ingen ved, hvilken

forfatning
virksomhederne vil være i, når de genåbner.

Men når en virksomhed som bilfabrikken Volkswagen, der har 500.000 ansatte, i Financial Times går ud og opfordrer Den Europæiske Centralbank til hurtigst muligt at begynde at opkøbe virksomhedsobligationer, så burde det være en klar indikation af, at det står galt til, og at den europæiske økonomi lige nu bevæger sig fra slemt til værre.

Det store spørgsmål er, hvad

EU-landene
kan gøre i fællesskab for at bremse den negative udvikling. Den gode nyhed er, at alle
EU-lande
har ageret – hver for sig. Med omfattende nationale krisepakker.

Siden coronakrisens start er der næsten ikke gået en dag, hvor der ikke i Danmark er blevet præsenteret nye

tiltag
, der alle har til formål at afbøde de negative økonomiske
effekter
af coronakrisen. Og i andre
EU-lande
er billedet det samme.

De skal låne mange penge

Tyskland har vedtaget en rekordstor hjælpepakke, større end noget den tyske regering præsenterede under finanskrisen. Og sådan ser det også ud i resten af Europa.

Hvis man lægger de nationale hjælpepakker sammen, løber de efterhånden op i størrelsesordenen af næsten to procent af bruttonationalproduktet.

Den dårlige nyhed er, at det er dyrt for

EU-landene
at hjælpe virksomheder og borgere i nød. Indbetalinger af
moms
og
skat
udskydes
. Små og mellemstore virksomheder går
konkurs
. Det betyder færre
indtægter
til
statskassen
. Og samtidig skal der bruges flere penge – på redningspakker til virksomheder, på understøttelse til
arbejdsløse
og så videre.

Resultatet er, at uanset om man er

velhavende
Danmark med orden i økonomien eller et mindre
velhavende
land i Sydeuropa, der er mere forgældet, så er
effekten
af coronakrisen den samme:

Statens

indtægter
falder de kommende år – samtidig med, at staten skal bruge flere penge. Altså er staterne nødt til at låne. Og det er, hvad lande overalt i verden nu skal i gang med. De skal låne penge.

Mange penge.

Dyrt at være fattig

Coronakrisen kommer på det værst tænkelige tidspunkt.

En del

EU-lande
blev hårdt ramt under finanskrisen. Lande som Grækenland, Italien, Frankrig, Portugal og Spanien har gennem det seneste årti opbygget en enorm national
gæld
. De fem lande har alle en
gæld
på omkring 100 procent af bruttonationalproduktet (
bnp
) eller højere.

Værst i Grækenland, hvor

statsgælden
i dag er på næsten 180 procent af
bnp
.

Flere af landene havde ellers en forholdsvis sund økonomi inden finanskrisen. Spoler man tiden tilbage til 2008, inden starten på finanskrisen, så udgjorde den spanske

statsgæld
kun 36 procent af
bnp
. I dag er den spanske stats
gæld
tæt på 100 procent af
bnp
. Den portugisiske
statsgæld
i 2008 var på 72 procent af
bnp
. I dag er den omkring 120 procent.

Når

statsgælden
er så høj, bliver det dyrere at låne penge. Der er ikke på den måde den store forskel på at være en forgældet stat eller en forgældet lønmodtager.

Lønmodtageren, der allerede har belånt sit hus til op over skorstenen, må regne med, at banken kræver en højere rente for at yde yderligere et lån. Det samme gælder for lande som vil låne penge.

De sydeuropæiske lande prøvede det allesammen under finanskrisen. Når Grækenland, Spanien, Portugal og Italien udstedte statsobligationer, blev de solgt til en kurs som i praksis betød, at den rente, sydeuropæerne skulle betale, når de lånte penge, var meget højere end den rente, som lande som Tyskland og Holland betalte.

Det er med andre ord dyrt at være fattig.

Dybt uenige om ét punkt

Formanden for Det Europæiske Råd, Charles Michel, havde egentlig lagt op til, at

EU
-ledernes videotopmøde skulle være en kort affære. Start klokken 16.00 og pressekonference klokken 18.00, stod der i programmet.

Sådan kom det ikke til at gå. For da Christine Lagarde var færdig med at advare

EU
-lederne om, at der nu ventede en krise af episke dimensioner, var det svært for
EU
-lederne ikke at forsøge at komme med nogle bud på, hvordan
EU
skal
håndtere
den voldsomme krise, der venter.

Charles Michel havde forberedt en fælles erklæring, som var sendt rundt til

EU
-lederne på forhånd.

Erklæringen
omfattede mange af de ting, som
EU-landene
gør i fællesskab for at
håndtere
coronakrisen:

Fælles indkøb af medicin og medicinsk udstyr. Samarbejde om evakuering af

EU
-borgere, der sidder fast rundt omkring i verden. Fælles indsats mod bekæmpelse af fake news om corona og så videre. På mange måder fungerer
EU
-samarbejdet faktisk omkring corona.

Men ét punkt i

erklæringen
, punkt nummer 14, der omhandlede den økonomiske krise, var et punkt, hvor det hurtigt skulle vise sig, at
EU
-lederne var dybt uenige.

Spanien er det land i EU-samarbejdet, der er næst hårdest ramt af coronakrisen. I går oplyste de spanske myndigheder, at 838 personer havde mistet livet som følge af corona inden for det seneste døgn. (Foto: BALDESCA SAMPER © Scanpix)

Ingen hjælp at hente

Forud for videotopmødet havde ni eurolande sendt et fælles brev til mødelederen Charles Michel. I brevet foreslog de ni lande - Spanien, Italien, Portugal, Grækenland, Frankrig, Irland, Belgien, Luxembourg og Slovenien - at eurolandene skulle låne penge i fællesskab i stedet for, at hvert land skulle låne penge hver for sig.

Fælles lån kunne foregå ved, at de 19 eurolande i fællesskab ville udstede såkaldte corona-obligationer. Det skulle være fælles lån, som alle eurolandene hæftede for i fællesskab. Hvis corona obligationerne derefter blev opkøbt af Den Europæiske Centralbank, så ville der på den måde blive frigivet store summer, som eurolandene i fællesskab kunne bruge på at genopbygge økonomien.

Det er let at se, hvorfor tanken om fælles lån er tiltalende for en række eurolande. Og i en situation, hvor lande som Italien og Spanien er fuldstændigt lukket ned, og virksomheder frygter for deres fremtid, ville en beslutning om at indføre corona-obligationer være en enorm europæisk håndsrækning.

Et tydeligt bevis på europæisk

solidaritet
med nogle af de lande, der er hårdest ramt af coronakrisen – Spanien og Italien.

Men topmødet skulle hurtigt vise, at der ikke er nogen

opbakning
til, at eurolandene skal låne penge i fællesskab. De nordeuropæiske eurolande som Tyskland, Holland, Østrig og Finland gjorde det på forskellig måde klart ved videotopmødet, at de ikke er parate til at optage fælles lån med landene fra Sydeuropa.

Den 1. juli overtager Tyskland formandskabet i

EU
, og derfor var den tyske
forbundskansler
, Angela Merkel, en af de første, som fik ordet efter Christine Lagarde ved video-topmødet.

Angela Merkel gjorde det klart, at Tyskland ikke bakker op om corona-obligationer og fælles

gæld
blandt
eurozonen
, og det førte hurtigt til, at topmødet tog en mere dramatisk udvikling, end mødelederen Charles Michel havde håbet.

Ekstra barsk hollænder

På den ene side stod sydeuropæerne fast på deres. De ønskede en klarere melding fra

EU
om, at der var
solidaritet
i vente. Og på den anden side stod nordeuropæerne og insisterede på, at det ikke kunne komme på tale.

Og som om det ikke var nok, var den hollandske

premierminister
, Mark Rutte, ekstra barsk. Ikke alene anførte han gruppen af lande, der sagde blankt nej til coronaobligationer. Han insisterede også på, at der i stedet burde være en henvisning i teksten til, at hvis der var behov for hjælp, så kunne denne ydes ved hjælp af den Europæiske Stabilitetsmekanisme (ESM).

Enhver, som har fulgt eurolandenes håndtering af Grækenland under finanskrisen, ved, at lån fra ESM er lån, der kommer med en høj pris.

Hvor fælles corona-obligationer ville være lån, som ville komme uden videre betingelser, er lån fra den europæiske stabilitetsmekanisme det modsatte.

Når der lånes penge fra ESM, udarbejdes der et såkaldt Memorandum of Understanding (MoU), som opstiller stribevis af betingelser. Ikke alene betingelser for, hvad lånet må bruges til. Men også betingelser for, hvordan landet skal ændre og reformere sin økonomi, sådan at der er udsigt til, at lånet kan betales tilbage.

Grækenland oplevede under finanskrisen, hvordan eurolandene krævede nedskæringer i pensioner og understøttelse, nedskæringer i den offentlige sektor og privatiseringer af offentlig ejendom.

For Spanien og Italien var det fuldstændig utænkeligt, at de kunne acceptere et krav fra Holland om, at

EU
-topmødets tekst skulle henvise til den Europæiske Stabilitetsmekanisme.

Det forslag blev brutalt og meget emotionelt

afvist
af den italienske
premierminister
.

Her kan du se, hvordan corona-pandemien har slået bunden ud af den globale økonomi:

Udskød beslutningen

Uenighederne var så markante, at Charles Michel undervejs måtte afbryde videomødet, sådan at nogle af de ledende politikere kunne tale sammen på tomandshånd – uden at alle lyttede med.

Angela Merkel, som for øjeblikket er

isoleret
i sit private hjem, måtte derfra ringe til den hollandske
premierminister
, Mark Rutte, og overtale ham til at droppe kravet om, at topmødets fælleserklæring skulle nævne, at lån kunne tages fra den Europæiske Stabilitetsmekanisme.

Samtidig måtte Charles Michel fra Bruxelles arbejde på at overbevise

premierministrene
fra Italien og Spanien om, at de ikke skulle forhindre, at der blev udsendt en fælles erklæring fra
EU
-topmødet.

Efter næsten seks timers

drøftelser
med flere afbrydelser endte videotopmødet med en beslutning om, at
EU
skulle gøre det, som
EU
-samarbejdet mestrer mere end nogen anden.

Man besluttede at

udskyde
emnet til senere. Nærmere bestemt blev
EU
-lederne enige om, at eurolandenes finansministre nu har to uger til at fremlægge forslag til, hvad der skal ske.

Flere spørgsmål end svar

Formuleringen, som

EU
-lederne blev enige om, var alt andet end ideel. Første spørgsmål som rejste sig var, om lederne egentlig var blevet enige om, at finansministrene inden for to uger skulle fremlægge ét forslag til, hvordan eurolandene i fællesskab skal
håndtere
coronakrisen, eller om forslag i virkeligheden var flertal – så finansministrene derfor kan fremlægge flere forslag.

Det viste sig hurtigt efter topmødet, at der er tale om, at eurogruppens finansministre skal fremlægge flere forslag. Og det er dårligt for alle, som håber på en hurtig

EU
-løsning.

Hvis eurolandenes finansministre fremlagde et forslag til en løsning, og der derefter var indkaldt til et nyt topmøde om to uger, så ville det logiske være, at

EU
-lederne ville forsøge at enes om en fælles linje ved det topmøde.

Nu skal eurolandene i stedet fremlægge flere forslag. Det vil formentlig føre til, at

EU-landenes
stats- og regeringschefer så om to uger mødes igen på videokonference for at drøfte de forskellige forslag.

Det må forventes at blive et møde, hvor der ikke træffes beslutninger, og hvor

EU-landene
så – endnu engang – vil skubbe alle beslutninger foran sig. Et mønster, som i givet fald vil være en gentagelse af
EU
´s håndtering af finanskrisen. Eller det, som franskmænd kalder for ”en flugt ind i fremtiden”.

Kommissionsformand Ursula von der Leyen er blevet mødt med hård kritik fra Italien i de seneste dage. (Foto: Stephanie Lecocq © Scanpix)

Auf Wiedersehen von der Leyen

Teksten fra

EU
-topmødet var så vag, når det gælder håndteringen af økonomien efter coronakrisen, at den stort set giver eurolandenes finansministre frie hænder, når de i de kommende dage skal i gang med at udarbejde forskellige forslag til, hvordan
EU-landene
og specielt eurolandene kan
håndtere
coronakrisen.

Alle muligheder er dermed i princippet åbne. I hvert tilfælde, når der skal opstilles et katalog af muligheder.

Det var i hvert tilfælde, hvad de sydeuropæiske eurolande troede, da videotopmødet var færdigt.

Men da formanden for

Europa-Kommissionen
, tyskeren Ursula von der Leyen, lørdag gav et interview til det tyske nyhedsbureau DPA, blev der igen ballade.

I interviewet gjorde Ursula von der Leyen det klart, at coronaobligationer ikke er noget af det, som

Europa-Kommissionen
arbejder med som muligheder. Hun kalder i stedet coronaobligationer for et ”slagnummer” og påpeger, at rent juridisk tillader
EU
-traktaten ikke eurolandene at udstede fællesobligationer.

Ursula von der Leyens interview har medført rasende

reaktioner
i Italien. Den italienske regering skælder ud, og det samme gør italienerne. ”Auf Wiedersehen von der Leyen” begyndte italienere pludselig at tweete på tysk, og presset på von der Leyen fra Sydeuropa blev lørdag aften så voldsomt, at
Europa-Kommissionen
lidt efter klokken 21.00 var nødt til at udsende en
pressemeddelelse
, som klargør von der Leyens holdning i sagen og som forsøger at dæmpe gemytterne.

Tilliden er væk

Både det ophidsede videotopmøde torsdag – men også begivenheder både før og efter – viser, at noget af det første, som mistede livet på grund af corona, er tilliden mellem Europas ledende politikere.

Den gensidige tillid er lav. I Nordeuropa er der ikke meget tillid til den italienske

premierminister
, Giuseppe Conte. Da han blev
premierminister
, var det som leder af en regering bestående af den italienske Femstjernebevægelse og det højre nationale parti Lega. Begge partier, som er meget
EU
-skeptiske, og eksempelvis har lederen af Lega, Matteo Salvini, adskillige gange
opfordret
til, at Italien bare skal lade være med at følge
EU
's regler.

Og hvis man er

premierminister
i Holland eller
kansler
i Tyskland, er det svært indenrigspolitisk at argumentere for, at nu vil man ud og låne mange milliarder euro sammen med et Italien, hvor Matteo Salvini meget let kan ende med at være landets næste
premierminister
.

På samme måde er det heller ikke oplagt at optage fælles lån med et land som Spanien, hvor

premierministeren
kæmper med at finde et flertal i sit eget
parlament
, og hvor den catalanske selvstændighedsbevægelse spiller en stor indenrigspolitisk rolle.

Og både Angela Merkel og Mark Rutte er begge opmærksomme på, hvordan politiske partier i deres egne hjemlande som Alternative für Deutschland, frihedspartiet i Holland og andre vil kunne få betydelig vind i sejlene, hvis de skulle sige ja til indførelse af coronaobligationer.

Set fra Sydeuropa og specielt fra Italien er situationen ikke meget bedre. Både Grækenland og Italien har allerede oplevet, hvordan resten af Europa har ladet det stå forholdsvis alene med håndteringen af de mange flygtninge og

migranter
, der er kommet til deres lande, og som derefter er strandet der, fordi resten af Europa ikke vil hjælpe.

Og nu, hvor Italien står i en voldsom coronakrise med flere end 10.000 døde, svigter

EU
-samarbejdet igen. Og der er ingen hjælp at hente.

Nye folk på posterne

Uanset om man ser på nord eller syd i

EU
, er den gensidige tillid mellem
EU-landene
væk.

Manglende tillid mellem

EU
-ledere er ikke nyt. Det er set før. Og når det er sket, har
EU
´s styrke altid været de fælles institutioner.
EU-landene
har haft tillid til, at
EU
-institutionerne leder efter løsninger, som tager hensyn til alle.

Men tilliden til

EU
-institutionerne er også stort set væk.

EU
-samarbejdet har netop fået nye ledere. Ursula von der Leyen er ny formand for
Europa-Kommissionen
. Hun har aldrig selv ledet et land og har ikke arbejdet meget med
EU
-spørgsmål, inden hun blev formand.

Formanden for Det Europæiske Råd, belgieren Charles Michel, er også ny. Og det samme er formanden for Den Europæiske Centralbank, Christine Lagarde.

Lagarde lagde ud med at dumme sig ved sit første

pressemøde
efter coronakrisen – i en sådan grad, at hendes udtalelser førte til, at renten på italienske statsobligationer steg voldsomt. Lagardes optræden på pressekonferencen var så katastrofal, at hun kun få timer efter måtte gå ud og beklage sin egen optræden. Den slags giver ikke tillid.

Og her i weekenden fik Ursula von der Leyen så sit eget Lagarde-moment, da hun også måtte ud og præcisere sine udtalelser til det tyske presseagentur. En lørdag aften klokken 21.00!

Lige nu er den gensidige tillid mellem

EU-landenes
politiske ledere en mangelvare. Og tillliden til lederne af
EU
-institutionerne er tæt på nulpunktet.

Dermed står

EU
-samarbejdet i en meget svær situation, når
EU
-lederne i de kommende uger skal forsøge at finde en fælles vej ud af den økonomiske krise, som venter forude.

En krise, som med Christine Lagardes egne ord er en økonomisk krise af ”episke dimensioner”.

Formanden for Den Europæiske Centralbank, Christine Lagarde, er bekymret for den økonomiske fremtid efter coronakrisen. (Foto: François Lenoir © Scanpix)
Facebook
Twitter