Corona har slået den politiske tillid mellem EU-landene ihjel

EU-samarbejdet er havnet i en politisk mistillidskrise, som gør det meget svært at løse den økonomiske krise.

Den italienske premierminister, Giuseppe Conte, var bestemt ikke tilfreds under sidste uges digitale EU-topmøde. Her blev afstanden mellem Nord- og Sydeuropa endnu engang tydelig for enhver. (Foto: Filippo Attili - Chigi Palace Pr © Scanpix)

Chefen for Den Europæiske Centralbank, Christine Lagarde, har forsøgt at råbe EU-lederne op via videolink.

Det, Europa nu står overfor, er en økonomisk krise af ”episke” dimensioner. Den økonomiske aktivitet i Europa risikerer at falde med hele ti procent, lød det fra Christine Lagarde, da hun torsdag sidst på eftermiddagen som en af de første fik ordet ved det ekstraordinære EU-topmøde om coronakrisen, som EU´s stats- og regeringschefer afholdt.

Topmødet var på mange måder ekstraordinært. Anledningen til topmøde – en pandemi – var ekstraordinært. Måden topmødet blev afholdt på – via videolink, hvor hver EU-leder deltog hjemme fra deres egen hovedstad – var også ekstraordinært. Det samme er antallet af syge og døde, som EU-landene kæmper med i disse dage.

Men mest ekstraordinært af alt er nok den økonomiske afgrund, som EU-landene lige nu stirrer ned i.

Christine Lagarde forsøgte at forklare EU-lederne, at de økonomiske udfordringer risikerer langt at overgå det, EU-landene oplevede under finanskrisen.

Baggrunden for ECB-chefens advarsel er enkel. Under finanskrisen var det en gruppe af lande, som var hårdt ramte. Coronakrisen er anderledes. Den rammer alle lande. Både landene i og uden for euroen – rig som fattig. Forgældede lande og lande med sund økonomi.

Velkendte uenigheder

EU-landene har i dag ét fællestræk. De står alle over for enorme økonomiske udfordringer. Det kommer til at gøre ondt, og det kommer til at koste mange penge at komme ud af krisen.

Det var derfor, Christine Lagarde lagde hårdt ud ved starten af EU-topmødet og advarede lederne om, at det, som nu er i vente, er en krise af ”episke” dimensioner.

Det skulle dog hurtigt vise sig, at dommedags-advarslerne fra den europæiske centralbankschef ikke havde gjort noget større indtryk på EU´s stats- og regeringschefer. De indledte i stedet en næsten seks timer lang diskussion, som på mange måder endte med at lyde som et ekko af den lange række af europæiske topmøder, der blev gennemført under finanskrisen.

EU-landene var splittede efter velkendte linjer. Der var landene i syd – anført af den italienske premierminister, Giuseppe Conte, og hans spanske kollega, Pedro Sánchez, som appellerede om hjælp og sammenhold.

Og overfor dem stod de nordlige EU-medlemmer med Holland, Tyskland og Østrig som de mest markante – men også bakket op af Finland – der manede til besindighed, og som frem for alt advarede mod at træffe store uoverlagte og vidtrækkende beslutninger. De nordlige eurolande reagerede som de gjorde så ofte under finanskrisen med et:

”Lad os nu lige vente og se tiden an”.

Den hollandske premierminister, Mark Rutte, er en af de eurolandsledere, der vil vente og se tiden an. (Foto: EVA PLEVIER © Scanpix)

National handling

Den økonomiske krise er kun ved sin spæde start. Usikkerheden er enorm. Ingen ved, hvornår butikker og fabrikker kan åbne igen. Og ingen ved, hvilken forfatning virksomhederne vil være i, når de genåbner.

Men når en virksomhed som bilfabrikken Volkswagen, der har 500.000 ansatte, i Financial Times går ud og opfordrer Den Europæiske Centralbank til hurtigst muligt at begynde at opkøbe virksomhedsobligationer, så burde det være en klar indikation af, at det står galt til, og at den europæiske økonomi lige nu bevæger sig fra slemt til værre.

Det store spørgsmål er, hvad EU-landene kan gøre i fællesskab for at bremse den negative udvikling. Den gode nyhed er, at alle EU-lande har ageret – hver for sig. Med omfattende nationale krisepakker.

Siden coronakrisens start er der næsten ikke gået en dag, hvor der ikke i Danmark er blevet præsenteret nye tiltag, der alle har til formål at afbøde de negative økonomiske effekter af coronakrisen. Og i andre EU-lande er billedet det samme.

De skal låne mange penge

Tyskland har vedtaget en rekordstor hjælpepakke, større end noget den tyske regering præsenterede under finanskrisen. Og sådan ser det også ud i resten af Europa.

Hvis man lægger de nationale hjælpepakker sammen, løber de efterhånden op i størrelsesordenen af næsten to procent af bruttonationalproduktet.

Den dårlige nyhed er, at det er dyrt for EU-landene at hjælpe virksomheder og borgere i nød. Indbetalinger af moms og skat udskydes. Små og mellemstore virksomheder går konkurs. Det betyder færre indtægter til statskassen. Og samtidig skal der bruges flere penge – på redningspakker til virksomheder, på understøttelse til arbejdsløse og så videre.

Resultatet er, at uanset om man er velhavende Danmark med orden i økonomien eller et mindre velhavende land i Sydeuropa, der er mere forgældet, så er effekten af coronakrisen den samme:

Statens indtægter falder de kommende år – samtidig med, at staten skal bruge flere penge. Altså er staterne nødt til at låne. Og det er, hvad lande overalt i verden nu skal i gang med. De skal låne penge.

Mange penge.

Dyrt at være fattig

Coronakrisen kommer på det værst tænkelige tidspunkt.

En del EU-lande blev hårdt ramt under finanskrisen. Lande som Grækenland, Italien, Frankrig, Portugal og Spanien har gennem det seneste årti opbygget en enorm national gæld. De fem lande har alle en gæld på omkring 100 procent af bruttonationalproduktet (bnp) eller højere.

Værst i Grækenland, hvor statsgælden i dag er på næsten 180 procent af bnp.

Flere af landene havde ellers en forholdsvis sund økonomi inden finanskrisen. Spoler man tiden tilbage til 2008, inden starten på finanskrisen, så udgjorde den spanske statsgæld kun 36 procent af bnp. I dag er den spanske stats gæld tæt på 100 procent af bnp. Den portugisiske statsgæld i 2008 var på 72 procent af bnp. I dag er den omkring 120 procent.

Når statsgælden er så høj, bliver det dyrere at låne penge. Der er ikke på den måde den store forskel på at være en forgældet stat eller en forgældet lønmodtager.

Lønmodtageren, der allerede har belånt sit hus til op over skorstenen, må regne med, at banken kræver en højere rente for at yde yderligere et lån. Det samme gælder for lande som vil låne penge.

De sydeuropæiske lande prøvede det allesammen under finanskrisen. Når Grækenland, Spanien, Portugal og Italien udstedte statsobligationer, blev de solgt til en kurs som i praksis betød, at den rente, sydeuropæerne skulle betale, når de lånte penge, var meget højere end den rente, som lande som Tyskland og Holland betalte.

Det er med andre ord dyrt at være fattig.

Dybt uenige om ét punkt

Formanden for Det Europæiske Råd, Charles Michel, havde egentlig lagt op til, at EU-ledernes videotopmøde skulle være en kort affære. Start klokken 16.00 og pressekonference klokken 18.00, stod der i programmet.

Sådan kom det ikke til at gå. For da Christine Lagarde var færdig med at advare EU-lederne om, at der nu ventede en krise af episke dimensioner, var det svært for EU-lederne ikke at forsøge at komme med nogle bud på, hvordan EU skal håndtere den voldsomme krise, der venter.

Charles Michel havde forberedt en fælles erklæring, som var sendt rundt til EU-lederne på forhånd.

Erklæringen omfattede mange af de ting, som EU-landene gør i fællesskab for at håndtere coronakrisen:

Fælles indkøb af medicin og medicinsk udstyr. Samarbejde om evakuering af EU-borgere, der sidder fast rundt omkring i verden. Fælles indsats mod bekæmpelse af fake news om corona og så videre. På mange måder fungerer EU-samarbejdet faktisk omkring corona.

Men ét punkt i erklæringen, punkt nummer 14, der omhandlede den økonomiske krise, var et punkt, hvor det hurtigt skulle vise sig, at EU-lederne var dybt uenige.

Spanien er det land i EU-samarbejdet, der er næst hårdest ramt af coronakrisen. I går oplyste de spanske myndigheder, at 838 personer havde mistet livet som følge af corona inden for det seneste døgn. (Foto: BALDESCA SAMPER © Scanpix)

Ingen hjælp at hente

Forud for videotopmødet havde ni eurolande sendt et fælles brev til mødelederen Charles Michel. I brevet foreslog de ni lande - Spanien, Italien, Portugal, Grækenland, Frankrig, Irland, Belgien, Luxembourg og Slovenien - at eurolandene skulle låne penge i fællesskab i stedet for, at hvert land skulle låne penge hver for sig.

Fælles lån kunne foregå ved, at de 19 eurolande i fællesskab ville udstede såkaldte corona-obligationer. Det skulle være fælles lån, som alle eurolandene hæftede for i fællesskab. Hvis corona obligationerne derefter blev opkøbt af Den Europæiske Centralbank, så ville der på den måde blive frigivet store summer, som eurolandene i fællesskab kunne bruge på at genopbygge økonomien.

Det er let at se, hvorfor tanken om fælles lån er tiltalende for en række eurolande. Og i en situation, hvor lande som Italien og Spanien er fuldstændigt lukket ned, og virksomheder frygter for deres fremtid, ville en beslutning om at indføre corona-obligationer være en enorm europæisk håndsrækning.

Et tydeligt bevis på europæisk solidaritet med nogle af de lande, der er hårdest ramt af coronakrisen – Spanien og Italien.

Men topmødet skulle hurtigt vise, at der ikke er nogen opbakning til, at eurolandene skal låne penge i fællesskab. De nordeuropæiske eurolande som Tyskland, Holland, Østrig og Finland gjorde det på forskellig måde klart ved videotopmødet, at de ikke er parate til at optage fælles lån med landene fra Sydeuropa.

Den 1. juli overtager Tyskland formandskabet i EU, og derfor var den tyske forbundskansler, Angela Merkel, en af de første, som fik ordet efter Christine Lagarde ved video-topmødet.

Angela Merkel gjorde det klart, at Tyskland ikke bakker op om corona-obligationer og fælles gæld blandt eurozonen, og det førte hurtigt til, at topmødet tog en mere dramatisk udvikling, end mødelederen Charles Michel havde håbet.

Ekstra barsk hollænder

På den ene side stod sydeuropæerne fast på deres. De ønskede en klarere melding fra EU om, at der var solidaritet i vente. Og på den anden side stod nordeuropæerne og insisterede på, at det ikke kunne komme på tale.

Og som om det ikke var nok, var den hollandske premierminister, Mark Rutte, ekstra barsk. Ikke alene anførte han gruppen af lande, der sagde blankt nej til coronaobligationer. Han insisterede også på, at der i stedet burde være en henvisning i teksten til, at hvis der var behov for hjælp, så kunne denne ydes ved hjælp af den Europæiske Stabilitetsmekanisme (ESM).

Enhver, som har fulgt eurolandenes håndtering af Grækenland under finanskrisen, ved, at lån fra ESM er lån, der kommer med en høj pris.

Hvor fælles corona-obligationer ville være lån, som ville komme uden videre betingelser, er lån fra den europæiske stabilitetsmekanisme det modsatte.

Når der lånes penge fra ESM, udarbejdes der et såkaldt Memorandum of Understanding (MoU), som opstiller stribevis af betingelser. Ikke alene betingelser for, hvad lånet må bruges til. Men også betingelser for, hvordan landet skal ændre og reformere sin økonomi, sådan at der er udsigt til, at lånet kan betales tilbage.

Grækenland oplevede under finanskrisen, hvordan eurolandene krævede nedskæringer i pensioner og understøttelse, nedskæringer i den offentlige sektor og privatiseringer af offentlig ejendom.

For Spanien og Italien var det fuldstændig utænkeligt, at de kunne acceptere et krav fra Holland om, at EU-topmødets tekst skulle henvise til den Europæiske Stabilitetsmekanisme.

Det forslag blev brutalt og meget emotionelt afvist af den italienske premierminister.

Her kan du se, hvordan corona-pandemien har slået bunden ud af den globale økonomi:

Udskød beslutningen

Uenighederne var så markante, at Charles Michel undervejs måtte afbryde videomødet, sådan at nogle af de ledende politikere kunne tale sammen på tomandshånd – uden at alle lyttede med.

Angela Merkel, som for øjeblikket er isoleret i sit private hjem, måtte derfra ringe til den hollandske premierminister, Mark Rutte, og overtale ham til at droppe kravet om, at topmødets fælleserklæring skulle nævne, at lån kunne tages fra den Europæiske Stabilitetsmekanisme.

Samtidig måtte Charles Michel fra Bruxelles arbejde på at overbevise premierministrene fra Italien og Spanien om, at de ikke skulle forhindre, at der blev udsendt en fælles erklæring fra EU-topmødet.

Efter næsten seks timers drøftelser med flere afbrydelser endte videotopmødet med en beslutning om, at EU skulle gøre det, som EU-samarbejdet mestrer mere end nogen anden.

Man besluttede at udskyde emnet til senere. Nærmere bestemt blev EU-lederne enige om, at eurolandenes finansministre nu har to uger til at fremlægge forslag til, hvad der skal ske.

Flere spørgsmål end svar

Formuleringen, som EU-lederne blev enige om, var alt andet end ideel. Første spørgsmål som rejste sig var, om lederne egentlig var blevet enige om, at finansministrene inden for to uger skulle fremlægge ét forslag til, hvordan eurolandene i fællesskab skal håndtere coronakrisen, eller om forslag i virkeligheden var flertal – så finansministrene derfor kan fremlægge flere forslag.

Det viste sig hurtigt efter topmødet, at der er tale om, at eurogruppens finansministre skal fremlægge flere forslag. Og det er dårligt for alle, som håber på en hurtig EU-løsning.

Hvis eurolandenes finansministre fremlagde et forslag til en løsning, og der derefter var indkaldt til et nyt topmøde om to uger, så ville det logiske være, at EU-lederne ville forsøge at enes om en fælles linje ved det topmøde.

Nu skal eurolandene i stedet fremlægge flere forslag. Det vil formentlig føre til, at EU-landenes stats- og regeringschefer så om to uger mødes igen på videokonference for at drøfte de forskellige forslag.

Det må forventes at blive et møde, hvor der ikke træffes beslutninger, og hvor EU-landene så – endnu engang – vil skubbe alle beslutninger foran sig. Et mønster, som i givet fald vil være en gentagelse af EU´s håndtering af finanskrisen. Eller det, som franskmænd kalder for ”en flugt ind i fremtiden”.

Kommissionsformand Ursula von der Leyen er blevet mødt med hård kritik fra Italien i de seneste dage. (Foto: Stephanie Lecocq © Scanpix)

Auf Wiedersehen von der Leyen

Teksten fra EU-topmødet var så vag, når det gælder håndteringen af økonomien efter coronakrisen, at den stort set giver eurolandenes finansministre frie hænder, når de i de kommende dage skal i gang med at udarbejde forskellige forslag til, hvordan EU-landene og specielt eurolandene kan håndtere coronakrisen.

Alle muligheder er dermed i princippet åbne. I hvert tilfælde, når der skal opstilles et katalog af muligheder.

Det var i hvert tilfælde, hvad de sydeuropæiske eurolande troede, da videotopmødet var færdigt.

Men da formanden for Europa-Kommissionen, tyskeren Ursula von der Leyen, lørdag gav et interview til det tyske nyhedsbureau DPA, blev der igen ballade.

I interviewet gjorde Ursula von der Leyen det klart, at coronaobligationer ikke er noget af det, som Europa-Kommissionen arbejder med som muligheder. Hun kalder i stedet coronaobligationer for et ”slagnummer” og påpeger, at rent juridisk tillader EU-traktaten ikke eurolandene at udstede fællesobligationer.

Ursula von der Leyens interview har medført rasende reaktioner i Italien. Den italienske regering skælder ud, og det samme gør italienerne. ”Auf Wiedersehen von der Leyen” begyndte italienere pludselig at tweete på tysk, og presset på von der Leyen fra Sydeuropa blev lørdag aften så voldsomt, at Europa-Kommissionen lidt efter klokken 21.00 var nødt til at udsende en pressemeddelelse, som klargør von der Leyens holdning i sagen og som forsøger at dæmpe gemytterne.

Tilliden er væk

Både det ophidsede videotopmøde torsdag – men også begivenheder både før og efter – viser, at noget af det første, som mistede livet på grund af corona, er tilliden mellem Europas ledende politikere.

Den gensidige tillid er lav. I Nordeuropa er der ikke meget tillid til den italienske premierminister, Giuseppe Conte. Da han blev premierminister, var det som leder af en regering bestående af den italienske Femstjernebevægelse og det højre nationale parti Lega. Begge partier, som er meget EU-skeptiske, og eksempelvis har lederen af Lega, Matteo Salvini, adskillige gange opfordret til, at Italien bare skal lade være med at følge EU's regler.

Og hvis man er premierminister i Holland eller kansler i Tyskland, er det svært indenrigspolitisk at argumentere for, at nu vil man ud og låne mange milliarder euro sammen med et Italien, hvor Matteo Salvini meget let kan ende med at være landets næste premierminister.

På samme måde er det heller ikke oplagt at optage fælles lån med et land som Spanien, hvor premierministeren kæmper med at finde et flertal i sit eget parlament, og hvor den catalanske selvstændighedsbevægelse spiller en stor indenrigspolitisk rolle.

Og både Angela Merkel og Mark Rutte er begge opmærksomme på, hvordan politiske partier i deres egne hjemlande som Alternative für Deutschland, frihedspartiet i Holland og andre vil kunne få betydelig vind i sejlene, hvis de skulle sige ja til indførelse af coronaobligationer.

Set fra Sydeuropa og specielt fra Italien er situationen ikke meget bedre. Både Grækenland og Italien har allerede oplevet, hvordan resten af Europa har ladet det stå forholdsvis alene med håndteringen af de mange flygtninge og migranter, der er kommet til deres lande, og som derefter er strandet der, fordi resten af Europa ikke vil hjælpe.

Og nu, hvor Italien står i en voldsom coronakrise med flere end 10.000 døde, svigter EU-samarbejdet igen. Og der er ingen hjælp at hente.

Nye folk på posterne

Uanset om man ser på nord eller syd i EU, er den gensidige tillid mellem EU-landene væk.

Manglende tillid mellem EU-ledere er ikke nyt. Det er set før. Og når det er sket, har EU´s styrke altid været de fælles institutioner. EU-landene har haft tillid til, at EU-institutionerne leder efter løsninger, som tager hensyn til alle.

Men tilliden til EU-institutionerne er også stort set væk.

EU-samarbejdet har netop fået nye ledere. Ursula von der Leyen er ny formand for Europa-Kommissionen. Hun har aldrig selv ledet et land og har ikke arbejdet meget med EU-spørgsmål, inden hun blev formand.

Formanden for Det Europæiske Råd, belgieren Charles Michel, er også ny. Og det samme er formanden for Den Europæiske Centralbank, Christine Lagarde.

Lagarde lagde ud med at dumme sig ved sit første pressemøde efter coronakrisen – i en sådan grad, at hendes udtalelser førte til, at renten på italienske statsobligationer steg voldsomt. Lagardes optræden på pressekonferencen var så katastrofal, at hun kun få timer efter måtte gå ud og beklage sin egen optræden. Den slags giver ikke tillid.

Og her i weekenden fik Ursula von der Leyen så sit eget Lagarde-moment, da hun også måtte ud og præcisere sine udtalelser til det tyske presseagentur. En lørdag aften klokken 21.00!

Lige nu er den gensidige tillid mellem EU-landenes politiske ledere en mangelvare. Og tillliden til lederne af EU-institutionerne er tæt på nulpunktet.

Dermed står EU-samarbejdet i en meget svær situation, når EU-lederne i de kommende uger skal forsøge at finde en fælles vej ud af den økonomiske krise, som venter forude.

En krise, som med Christine Lagardes egne ord er en økonomisk krise af ”episke dimensioner”.

Formanden for Den Europæiske Centralbank, Christine Lagarde, er bekymret for den økonomiske fremtid efter coronakrisen. (Foto: François Lenoir © Scanpix)
Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk