Corona-lyntest skal lette indrejse til Østrig

Lægger du et kontantbeløb og tester negativ for coronavirus i en lyntest, kan du nu rejse til Østrig via landets største lufthavn.

Østrig foretager også coronatests fra næsen, men de adgangsgivende lyntests vil være fra prøver i ganen. (Foto: Leonhard Foeger © Scanpix)

Coronapandemien har ført til skrappe indrejseregler overalt i Europa, også ved grænsen til Østrig. Men nu åbner alpelandet porten på klem.

I over en måned har man som rejsende skullet forevise østrigsk grænsepoliti en

maksimalt
fire dage gammel lægeerklæring på, at man er testet negativ for coronavirus. Kan man ikke det, er man som udlænding blevet
afvist
ved grænsen. Som østriger er man blevet sendt i 14 dages hjemmekarantæne.

Men nu er det blevet lettere at komme ind i landet, såfremt man rejser via Østrigs største lufthavn, Wien Schwechat.

Resultat efter 2-3 timer

I går begyndte lufthavnen at tilbyde lyntest til rejsende ved ankomsten.

De såkaldte PCR-test, hvor der tages en prøve i ganen, bliver gennemført af et privat laboratorium og koster omregnet 1.400 kroner pr. test. Efter 2-3 timers ventetid får den rejsende resultatet, der også gives videre til østrigske myndigheder. Er man sygdomsfri, kan man indrejse uden problemer. Omvendt kan man også få lavet en test, inden man rejser ud, så man på destinationen kan dokumentere, at man er rask.

De nyindførte test er indtil videre et enkeltstående tilbud, der først og fremmest henvender sig til udenlandske forretningsrejsende og østrigere, der vender hjem fra udlandet.

Men

tiltaget
kan også ses som et første forsigtigt forsøg på en overordnet grænseåbning, der tilgodeser rejsende generelt - og ikke mindst udenlandske turister.

De nyindførte test er indtil videre et enkeltstående tilbud, der først og fremmest henvender sig til udenlandske forretningsrejsende og østrigere, der vender hjem fra udlandet. (Foto: Barbara Gindl © Scanpix)

Et blakket ry

Turismen, der er en livsnerve i Østrigs økonomi, er hårdt ramt af coronapandemien.

Ganske vist kan landets hoteller, pensioner og alpeherberg snart genåbne. Men hvis ikke indrejsereglerne

lempes
, er der lang udsigt til udenlandske gæster. Og der hersker i forvejen tvivl om, i hvor stor udstrækning de vil vende tilbage til Østrig.

For coronapandemien har efterladt den østrigske turistbranche med et noget blakket ry. I skisportsregionen Tyrol reagerede myndigheder og hotelejere fodslæbende, da smitten spredte sig i begyndelsen af året. Det udviklede sig til en skandale, hvor de involverede blev beskyldt for at ignorere faren fra coronavirusset, så de i højsæsonen kunne nå at tjene mest mulig på internationale skiturister.

Østrig barsler i øjeblikket med en plan, hvor man i første omgang vil åbne grænsen til Tyskland, der mønstrer op mod 60 procent af de udenlandske turister. Og her kan coronatest også komme til at spille en rolle ved indrejsen.

Facebook
Twitter