Corona og karantæne får presset til at stige på Johnson: Han bør forlænge forhandlingerne med EU

Storbritanniens corona-ramte premierminister afviser at forlænge forhandlingerne.

Den britiske premierminister, Boris Johnson, holder på trods af corona fast i den nuværende deadline for forhandlingerne med EU. (Foto: ANDREW PARSONS/10 DOWNING ST © Scanpix)

EU
og Storbritannien kan umuligt nå at blive enige om deres nye forhold inden årets udgang, som ellers er planen. Slet ikke nu, hvor coronakrisen allerede har forsinket forhandlingerne og sendt begge chefforhandlere i karantæne.

Det er meldingen fra en række europaparlamentarikere, heriblandt den store, kristenkonservative EPP-gruppe, som nu opfordrer parterne til at forlænge overgangsperioden.

- Vi er rendt ind i en

undtagelsestilstand
, hvor flere af de centrale forhandlere er lagt ned med Covid-19. Derfor bør vi bruge vores sunde fornuft og lave en rimelige forlængelse af forhandlingerne, lyder det fra den konservative Pernille Weiss, der er den eneste dansker i EPP-gruppen.

EU
og Storbritannien har givet hinanden resten af året til at forhandle deres nye forhold på plads. Den største opgave bliver at lande en frihandelsaftale. Men de skal også blive enige om, hvordan de vil samarbejde, når det kommer til alt fra fiskeri og uddannelse til politi og sikkerhed.

Der er i den grad tale om ”komplicerede forhandlinger, hvor der er kæmpestore interesser på spil”, understreger den radikale Morten Helveg Petersen, der er en del af Europa-Parlamentets følgegruppe for forhandlingerne. Derfor nytter det ikke noget at haste dem igennem, mener han.

- Tidsplanen var allerede presset inden coronakrisen, og derfor håber jeg, at man vil

genoverveje
den, siger Morten Helveg Petersen, der sidder i den liberale Renew Europe-gruppe.

'Kommer til at gøre ondt'

EU
og Storbritannien kan ifølge den skilsmisseaftale, de indgik sidste år, forlænge overgangsperioden i op til to år. Det kræver dog, at de bliver enige om at gøre det, og det har den britiske regering indtil videre
afvist
blankt.

Det skyldes, at landets premierminister, Boris Johnson, hurtigst muligt ønsker at afslutte forhandlingerne med

EU
. Selvom briterne formelt set
forlod
samarbejdet den 31. januar i år, bliver de ved med at følge unionens regler og krav, så længe forhandlingerne står på.

Og hvis overgangsperioden bliver forlænget, skal de blive ved med at indordne sig under

EU
’s regler, selvom de ikke længere har politikere i Bruxelles til at påvirke beslutningerne.

Fra

EU
’s side har man længe påpeget, at tidsrammen er ”ekstremt udfordrende”, og at man risikerer at stå over for ”en klippekant-situation” ved årsskiftet. Hvis de ikke lander en aftale inden årets udgang, skal
EU
og Storbritannien handle med hinanden efter de regler, som verdenshandelsorganisationen, WTO, har fastsat. Og det vil betyde, at det bliver dyrere for
EU
-landene at eksportere til Storbritannien - og omvendt.

- Det kommer til at gøre mere ondt på dem end os i

EU
. Derfor begriber jeg heller ikke, hvorfor briterne vil gamble med det her, når de er så hårdt ramt af corona, siger Morten Helveg Petersen.

Både den britiske chefforhandler, David Frost (tv.), og EU's chefforhandler, Michel Barnier (th.), er i karantæne på grund af corona. (Foto: pool © Scanpix)

S: Ikke længere end nødvendigt

I alt 1.789 personer i Storbritannien har indtil videre mistet livet som følge af coronasmitten, og 25.150 er blevet smittet. Heriblandt premierministeren selv, som i sidste uge gik i karantæne.

Det samme er både

EU
’s og Storbritanniens chefforhandlere, henholdsvis Michel Barnier og David Frost, som begge er gået i karantæne. Og coronakrisen har allerede ført til, at forhandlinger er blevet aflyst.

Derudover er forhandlingerne ifølge Morten Helveg Petersen blevet yderligere kompliceret af, at de har foregået per telefon og ikke via videolink, som mange andre forhandlinger ellers foregår på i disse dage.

- Udover at der er alt muligt andet på lystavlen, har der også været tekniske forviklinger. Mit indtryk er, at der ikke er noget, der har ændret sig i de seneste to-tre uger, og derfor ser den nuværende tidstabel endnu mere urealistisk ud, siger han.

Christel Schaldemose, der er leder af de danske socialdemokrater i

Europa-Parlamentet
, er åben for, at man forlænger forhandlingsperioden. Men ikke mere end det, som coronakrisen kommer til at vare.

- Det er briterne, der har ønsket, at det skal gå hurtigt, og jeg vil nødigt have, at vi ender i en situation, hvor Boris Johnson føler sig presset til at forlade

EU
uden en aftale, siger hun.

Det er Pernille Weiss enig i.

- Jo længere tid vi forlænger, des større indflydelse får det på

EU
’s bevægelsesfrihed fremad, heriblandt på det kommende langtidsbudget. Derfor mener jeg ikke, at forhandlingerne skal forlænges med mere, end denne lockdown varer, siger hun.

Johnson afviser

En talsmand for den britiske regering blev mandag spurgt ind til, om man overvejer at forlænge forhandlingerne, og det blev ifølge

BBC
afvist
.

- Overgangsperioden slutter den 31. december 2020. Det er indskrevet i britisk lov, lød svaret.

Premierministeren
er også blevet advaret af den mest
EU
-skeptiske fløj af sit konservative parti mod at ”genoptage gamle slagsmål” under coronakrisen.

Spørgsmålet var også oppe at vende på Europa-Kommissionens

pressemøde
i går. Her lød svaret, at det ikke blev diskuteret på det møde mellem
EU
og Storbritannien, som fandt sted tidligere på ugen.

Og

talsmanden
understregede endnu engang, at begge parter skal blive enige, hvis det skal ske.

Den britiske premierminister, Boris Johnson, holder fast i, at Storbritannien og EU skal være færdige med forhandlingerne inden året er omme. (Foto: pool © Scanpix)