Coronasmitten stiger til rekordhøjt niveau i Tyskland

Delstater strammer skruen over for ikke-vaccinerede i Tyskland, hvor smitten aldrig har været højere.

Coronapas og mundbind er allerede hverdag i Tyskland, men flere steder kan flere restriktioner være på vej. (Foto: Ronald Wittek © Ritzau Scanpix)

Det går den helt forkerte vej med coronasmitten i Tyskland.

Det står klart, efter landet her til morgen har registreret det højeste incidenstal under hele coronapandemien.

Siden sidste mandag er antallet af bekræftede smittede pr. 100.000 indbyggere steget fra 154,5 til 201,1 oplyser Robert Koch Instituttet (RKI), som er den tyske stats organ for infektionssygdomme.

  • Den tyske smitte er højere end nogensinde.
  • Langt færre dør dog nu end i tiden før covid-19-vacciner. I øjeblikket dør omkring 100 tyskere om dagen med covid-19.
1 / 2

Nu står de tyske politikere og sundhedsmyndigheder over for spørgsmål om, hvordan den fjerde coronabølge skal håndteres.

Og her er der lagt op til mere pisk over for de ikke-vaccinerede.

Ingen vaccine, ingen adgang

Mens vi i Danmark har fået vaccineret over 75 procent af befolkningen, går det noget mere trægt i Tyskland, hvor kun 66,5 procent af befolkningen er færdigvaccineret.

Og det har fået nogle delstater til at stramme skruen over for uvaccinerede indbyggere.

Det gælder særligt delstaten Sachsen, hvor man i fredags besluttede, at der for indendørs spisesteder og andre indendørs begivenheder skal være krav om, at man er færdigvaccineret eller har været smittet, hvis man vil ind, skriver Ritzau.

Det er en stramning i forhold til den overordnede kurs i Tyskland, hvor man har opfordret delstaterne til at gøre brug af den såkaldte "3G"-regel.

Den henviser til de tyske ord for henholdsvis vaccineret (geimpft), raskmeldt (genesen) og testet (getestet). Det vil sige, at man enten skal være vaccineret, have opnået immunitet eller være testet for nylig for at komme ind til indendørs begivenheder.

Men i Sachsen går man altså over til en 2G-model, hvor det ikke længere er nok at være testet.

- Det sker simpelthen for at motivere eller presse flere folk til at blive vaccineret, fortæller Michael Reiter, DR's Tyskland-korrespondent.

Tyskerne lever med flere restriktioner end herhjemme. Det indebærer blandt andet krav om mundbind og coronapas i en lang række situationer. (Foto: FILIP SINGER © Ritzau Scanpix)

Han peger på, at også den befolkningsrige delstat Bayern i går introducerede nye tiltag, der rammer uvaccinerede indbyggere.

- De strammer stille og roligt tommelskruerne i forhold til coronapasset, så hvis man vil på restaurant, i biografen eller til fitness, så er det ikke længere nok, at man har fået taget en kviktest. Det skal være med en pcr-test, forklarer korrespondenten.

Og i Berlin skal byens uvaccinerede borgere gøre sig klar til lignende tiltag, lød meldingen i går fra bystyrets sundhedsminister, Dilek Kalayci, der varslede, at "2G er ved at blive forberedt".

- Så man forsøger at gøre det sværere for folk at føre et almindeligt liv, hvis man ikke lader sig vaccinere, siger Michael Reiter.

Han forventer dog ikke, at 2G-modellen bliver indført på landsplan, men at det i stedet vil være op til de enkelte delstater at beslutte, hvor langt de vil gå.

  • Michael Reiter peger på, at 2G-reglen er relativt udbredt i en by som Hamborg, selv om det ikke er et krav. Indfører restaurationer de skærpede krav, får de nemlig lov til at lukke flere gæster ind. (Foto: Ronald Wittek © Ritzau Scanpix)
  • Nogle tyske fodboldklubber har indført en 2G-regel. Det gælder blandt andet 1. FC Köln. (Foto: Thilo Schmuelgen © Ritzau Scanpix)
1 / 2

Afskaffede gratis tests

Håbet var, at man kunne få flere tyskere til at lade sig vaccinere, hvis de fremover skulle betale for en test, når de ville på restaurant, til frisøren eller i biografen.

- Men det har vist sig ikke at være tilfældet. Til gengæld er antallet af tests faldet mærkbart, hvilket formentlig gør, at virusset får bedre betingelser for at sprede sig, siger Michael Reiter.

- Derfor taler man nu om at vende tilbage til de gratis coronatests, siger korrespondenten.

Landet står imidlertid i en problematisk situation i forhold til smittebekæmpelse fra regeringens side, da Tyskland står midt i et regeringsskifte.

- Man befinder sig i et politisk magtvakuum, hvor Angela Merkels regering er på vej ud af døren og ikke er super tilbøjelig til at indføre nye restriktioner, siger Michael Reiter.

Han peger dog samtidig på, at det er vigtigt at holde sig for øje, at selv om de tyske smittetal aldrig har været højere, så er der langt færre, der dør eller bliver indlagt med covid-19 nu end under de tidligere smittebølger, der ramte landet, inden coronavaccinerne blev rullet ud.

Bekymrende stigning på tværs af Europa

Det er langt fra kun i Tyskland, at smitten tager til. I en lang række lande - herunder Danmark - giver stigende smittetal anledning til dybe panderynker og diskussioner om behovet for restriktioner.

Det gælder ikke mindst i Østrig, hvor man i hovedstaden, Wien, har indført sin egen 2G-regel, der træder i kraft i dag. Den indebærer, at kun personer, der er færdigvaccineret eller har været smittet med covid-19, må besøge steder som barer og frisører eller være med til arrangementer, hvor flere end 25 mennesker er samlet.

Også andre europæiske lande har den seneste tid oplevet voldsomme stigninger i smitten, hvilket i sidste uge fik Verdenssundhedsorganisation, WHO, til at komme med en kraftig advarsel om den fjerde bølge af coronavirusset.

- I dag står hvert eneste land i Europa og Centralasien foran en reel trussel om en genopblussen af covid-19 eller kæmper allerede med den, sagde WHO's europæiske chef, Hans Kluge, på en briefing i København i torsdags.

I sidste uge kunne Maria Van Kerkhove, WHO's tekniske direktør på coronaområdet, ligeledes fortælle, at smitten i Europa de seneste fire uger var steget med over 55 procent trods en "vidtstrakt beholdning af vacciner og redskaber", mens WHO's krisechef Mike Ryan udtalte, at situationen i Europa er "et varselsskud for resten af verden", skriver BBC.

FacebookTwitter