Coronavirus lukker Tyrkiet ned igen: Fra i dag må børn og ældre kun være ude i tre timer

Udover et delvist udgangsforbud, må restauranter og cafeer kun tilbyde take-away.

Den anden tyrkiske nedlukning i år er sat til at udløbe i starten 2021. (Foto: ERDEM SAHIN © Scanpix)

Det tyrkiske samfund er nu igen lukket mere eller mindre ned.

Antallet af coronasmittede er steget markant de seneste uger, og det får nu konsekvenser. Nye restriktioner gældende fra i dag betyder nemlig, at børn og ældre over 65 højst må bevæge sig udenfor hjemmet i tre timer om dagen.

Samtidig sendes skoleelever hjem, restauranter og cafeer lukker med mulighed for at levere take-away og udgang om natten forbydes.

Det er Tyrkiets anden nedlukning under coronapandemien. I slutningen af marts bestemte præsident Recep Tayyip Erdogans regering, at ældre ikke længere måtte bevæge sig uden for deres hjem, med mindre de skulle have lægehjælp.

Denne gang får de altså lov til at forlade hjemmet et par timer om dagen, men der er stadig tale om hårde restriktioner, fortæller DR's mellemøstkorrespondent Michael S. Lund, der selv bor i Istanbul.

- Det er ikke helt så hård en nedlukning som i foråret, hvor der i en periode var et decideret udgangsforbud for børn og ældre. Men som far til en fire-årig ser jeg da ikke frem til igen at skulle holde et barn indespærret i en lejlighed det meste af dagen, siger han.

Smittetal opgøres anderledes

Nedlukningen kommer, efter Tyrkiet i længere tid har rapporteret om smittestigninger. Men selvom alle altså er enige om, at det går den forkerte vej, er det svært at give et nøjagtigt billede af den nuværende situation. Det skyldes, at Tyrkiet opgør deres smittetal markant anderledes end for eksempel Danmark.

Hvis en person uden symptomer testes positiv, tæller vedkommende ikke med i landets statistikker. Det er først ved symptomer, sygdom eller eventuel indlæggelse, at man bliver indlemmet i coronatallene, siger Michael S. Lund.

- Derfor er tallene lavere end i mange andre lande, men man kan altså ikke regne med dem. Derudover mener både læger og flere folk fra oppositionen, at tallene for indlagte og døde bevidst underdrives af myndighederne.

- Men uanset, hvem man stoler på, så går det i den forkerte retning i Tyrkiet. Det er alle enige om, siger Michael S. Lund.

Fra i dag må tyrkiske spisesteder kun tilbyde take-away. (Foto: SEDAT SUNA © Scanpix)

- Jeg har mistet mit job 5-6 gange i år

Ligesom i resten af verden er også den tyrkiske restaurantionsbranche i knæ. Udover lukke-kravet har coronakrisen nemlig betydet, at en væsentlig del af forretningsgrundlandet - turisterne - i år er fraværende.

DR har talt med en syrisk flygtning ved navn Mario, der arbejder på en cafe i Istanbul. Han har mærket krisen igen og igen, fortæller han.

- Jeg har allerede mistet mit arbejde fire-fem gange i løbet af epidemien. Det her bliver måske nummer seks. Vores forretning gik allerede dårligt, og med nedlukningen er det som at sige, at der ikke er nogen chance mere.

Normalt valfarter millioner af turister til Tyrkiet år efter år - men i 2020 har landet blot modtaget en fjerdedel af de normale rejsegæster, fortæller Michael S. Lund.

- Mange af restauranterne og cafeerne er altså i forvejen hårdt pressede, og nu bliver de så bedt om at lukke ned igen. Det er hård kost for en branche, der i forvejen har det svært, siger han.

De nye restriktioner udløber i starten af det nye år.

I marts blev ældre forment udgang. Derfor hjalp frivillige med at handle ind, lufte husdyr og hente medicin. DR fulgte den 33-årige psykolog Melis Akyurek under et besøg:

Facebook
Twitter