Coronavirus spreder sig: Kina forbyder al handel med vilde dyr

1.600 sundhedspersoner er blevet sendt til Wuhan for at behandle de smittede.

Antallet af smittede med det farlige nye coronavirus stiger markant, og de kinesiske sundhedsmyndigheder mener, at virussets evne til at sprede sig bliver stærkere og stærkere.

Det fortæller den kinesiske sundhedsminister, Ma Xiaowei, på et pressemøde her til morgen dansk tid.

Der er nu flere end 2.000 smittede, hvilket næsten er en fordobling på en dag - der er ligeledes mindst 56 personer, som har mistet livet. 140 personer er i kritisk tilstand, oplyser Ma Xiaowei.

På pressemødet fortæller ministeren, at der er blevet sendt 1.600 personer fra sundhedssektoren til Wuhan - byen, hvor virusset formodes at stamme fra - for at hjælpe de mange smittede.

Det er indtil videre myndighedernes formodning, at virusset har en inkubationstid på mellem 1 og 14 dage. Inkubationstiden er den tid, det tager, fra man bliver smittet, til man oplever symptomer på virusset.

Ministeren siger også, at man ikke kan sige noget om virussets evne til at mutere. Indtil nu har virusset ikke muteret, hvilket gør det lettere at kontrollere.

Forbud mod at sælge vilde dyr

Frygten for at sprede coronavirus har i dag også fået Kina til at indføre et landsdækkende forbud mod at sælge vilde dyr.

Det oplyser landets landbrugsministerium.

Dermed er det både restauranter, supermarkeder, markeder og online handelsplatforme, der skal fjerne dyr fra sortimentet.

Coronavirusset blev opdaget første gang i december 2019 i byen Wuhan i det centrale Kina.

Siden har det spredt sig til en række andre lande, herunder Frankrig og USA. I alt skulle 15 lande være berørt, oplyser sundhedsministeren på morgenens pressemøde.

I Danmark er der ikke konstateret nogen smittetilfælde. Og det er usandsynligt, at det kommer til at ske, fortalte direktøren i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, i går til DR Nyheder, efter at det var kommet frem, at virusset var konstateret for første gang i Europa.

- Det er vores risikovurdering fra Sundhedsstyrelsens side, at det er meget usandsynligt, at vi får en patient til Danmark, som er smittet med virusset. Men vi kan ikke udelukke det, og det er derfor, at vi har aktiveret vores beredskab, sagde han.

De seneste udmeldinger fra de kinesiske myndigheder får ikke Sundhedsstyrelsen til at ændre sin risikovurdering i forhold til Danmark, oplyser direktøren i en mail.