250 ældre patienter fordelt på 45 plejehjem i Region Stockholm er konstateret smittet med Covid-19. Sådan lyder det fra plejehjemsfirmaet "Familielægerne", som har ansvaret for lægehjælpen på lidt mindre end halvdelen af plejehjemmene, og har delt tallene med SVT.
Det svarer til, at der er coronasmitte på mindst hvert tredje plejehjem i regionen.
50 af de smittede har ifølge tallene mistet livet.
På dagens pressemøde ved Folkhälsomyndigheten udtrykte statsepidemiolog Anders Tegnell også bekymring for de ældre.
- Det er meget, meget ulykkeligt, og vi hører fra flere plejehjem, særligt i Stockholm, at der er flere smittede. Det kommer til at have store konsekvenser for dødeligheden og belastningen på intensivafdelingerne, sagde Anders Tegnell.
Stor mangel på beskyttelsesudstyr
Nyheden kommer samtidig med, at Stockholm kommune igen har råbt op om stor mangel på beskyttelsesudstyr til sygeplejersker og læger.
- Vi har flere gange sagt, at kommunerne må prioriteres, og det fortsætter vi med. Vi får for få leverancer, sagde Anna König Jerlmyr, Stockholm finansborgmester, på et pressemøde her til formiddag.
Ifølge Sveriges Radios Ekot har mindst 90 af de 290 kommuner i Sverige haft tilfælde af Covid-19-smittede, eller mistanke om det, på plejehjem.
Flere steder løber de tør for beskyttelsesudstyr i dag, fortæller chefen for "Familielægerne."
- Problemet er, at mange steder kun har beskyttelsesmateriale til et par dage eller i værste fald kun et par timer. Det skaber stor uro blandt personalet på plejehjemmene, og det kan lede til et stort fravær, hvis ikke de tør arbejde, siger Stefan Amér.
Fra Socialstyrelsen, som har ansvaret for den regionale omfordeling af beskyttelsesudstyr, lyder det, at man arbejder på at hjælpe især Stockholm Region.
- Vi har blandt andet bidraget med senge og respiratorer, og vi har en tæt dialog med Stockholm Region for at sikre dens behov. Men det betyder ikke, at vi kan sikre dem alle, og særlig behovet for at sikre peronale og respiratorer stiger kraftigt, sagde Taha Alexandersson, kriseberedskabschefen for Socialstyrelsen.
Udviklingen i antallet af nyindlagte på intensivafdelingerne er ikke eksponentiel, ifølge de svenske myndigheder, men indtil videre har kun få forladt afdelingerne igen, og derfor øges trykket på intensivafdelingerne hele tiden, forklarer statsepidemiologen, Anders Tegnell.
Rekord mange smittede
På pressemødet kunne Folkhälsomyndigheten også præsentere det hidtil største antal smittede svenskere med Covid-19 på et døgn med 519 nye tilfælde.
- Det er desværre sådan, at vi har etableret et nyt niveau med flere nye smittede, og det kommer til at fortsætte sådan her i et stykke tid, og vi er urolige for de ældre over 70 år, sagde Anders Tegnell på pressemødet.
Derfor gik en stor del af pressemødet også med at forklare de nyeste anbefalinger, som Folkhälsomyndigheten er kommet med.
- Det understreger allerede nu, hvor vigtigt det er, at alle tager ansvar, bliver hjemme, når de er syge og forsøger at arbejde hjemmefra, når de kan og tænker endnu mere på at beskytte de ældre, sagde han.
SVT har forgæves forsøgt at få det samlede antal smittede på plejehjem i Region Stockholm. I alt er 5466 svenskere smittet med Covid-19. 429 af dem ligger på intensivafdelinger og 282 er døde, ifølge Folkhälsomyndighetens officielle tal.