Coronavirusset har ramt Europa: Patienter er i højisolation

Frankrig har konstateret tre tilfælde af coronavirus. Sundhedsminister forventer flere smittede.

De første tilfælde af smittede med coronavirus i Europa er konstateret i Frankrig. (Foto: Sofie Mathiassen © Scanpix)

For første gang er coronavirusset nu registreret i Europa. Nærmere bestemt i Frankrig, hvor myndighederne har konstateret, at tre personer er smittet.

Det oplyser den franske sundhedsminister, Agnes Buzyn. Hun fortæller, at begge smittede har været på rejse i Kina, hvor der er registreret flere dødsfald efter smitte med coronavirusset.

Det ene tilfælde er konstateret hos en patient, der er indlagt på et hospital i Paris. Det andet i Bordeaux i det sydvestlige Frankrig.

Surrugue: Rejsende bør ikke tage på skadestuen

Den franske sundhedsminister forventer, at der med al sandsynlighed vil være flere smittede i Frankrig. Sent fredag aften er et tredje tilfælde således blevet bekræftet.

DR's korrespondent Stéphanie Surrugue er til stede i Paris og fortæller, hvordan at patienterne både Bordeaux og i Paris ligger i højisolation.

- Det vil sige, at sundhedspersonalet bærer heldragter med åndedrætsværn, og at der er i ventilationssystemet er etableret et undertryk, så en eventuel smitte ikke bliver spredt til andre stuer, forklarer hun.

Det tredje tilfælde har ifølge Stéphanie Surrugue 'nær tilknytning' til den person, som allerede er indlagt i Paris.

Hun fortæller endvidere, at Frankrigs sundhedsminister opfordrer alle rejsende, der ankommer til Frankrig fra Kina, at lade være med at tage på skadestuen og i stedet ringe til den akutte vagtlægeservice Centre 15, hvis de oplever de 'mindste tegn på åndedrætsbesvær eller feber'.

Smitten spreder sig

Mindst 26 personer er omkommet efter smitte i Kina. Over 800 personer er blevet smittet med coronavirusset.

Det potentielt livsfarlige virus, der formentlig stammer fra den kinesiske millionby Wuhan, har spredt sig til flere steder i verden.

I Wuhan har de kinesiske myndigheder igangsat opførelsen af et hospital, der om blot ti dage skal håndtere smittede.

'Corona-hospitalet' vil have 1.000 sengepladser, når det står færdigbygget.

Flere kinesiske byer er lukket ned, men smitten har alligevel spredt sig til blandt andet USA, Japan, Saudi-Arabien og nu altså også Frankrig og dermed Europa.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) betegnede efter hasteindkaldte møder onsdag og torsdag virusudbruddet som en alvorlig krise i Kina.

Men virusudbruddet udgør endnu ikke en global sundhedskrise, lød vurderingen fra organisationens komité bestående af 16 eksperter.