Cosby-sag: Nævninge er uenige om alle anklager

Hvis nævningene ikke kan blive enige, kan retssagen blive erklæret ugyldig.

Skuespilleren og komikeren Bill Cosby risikerer at skulle tilbringe resten af livet i fængsel, hvis han kendes skyldig. Foreløbig kan nævningene ikke blive enige. (Foto: TRACIE VAN AUKEN © Scanpix)

Nævningene i sagen mod komiker og skuespiller Bill Cosbys kan ikke blive enige om at erklære ham skyldig eller ikke skyldig i nogen af anklagerne.

På dag fire gik nævningene hjem, efter at have voteret hele dagen og det meste af aftenen.

Bill Cosby står anklaget for tre tilfælde af overgreb, der hver kan give op til ti års fængsel samt en bøde på 25.000 dollar. Han er anklaget for at have bedøvet og begået overgreb på Andrea Constand i 2004.

Hvis nævningene ikke bliver enige, kan dommeren erklære, at retssagen er ugyldig.

Hvis det sker, får anklagerne fire måneder til at beslutte, om de vil droppe beskyldningerne mod Bill Cosby, eller om de vil føre en ny sag.

Nævningene havde over de seneste dage voteret i sammenlagt 30 timer, da de fortalte dommer Steven O'Neill, at de ikke kunne nå til enighed.

Gruppen af nævninge består af syv mænd og fem kvinder.

Anklagemyndigheden har i løbet af retssagen indkaldt 13 kvinder til at vidne mod Cosby. Det er sket i et forsøg på at vise, at Cosbys adfærd er en del af et mønster.

/ritzau/

Facebook
Twitter